T
E
K
S
T
E
R

Barokken viderefører   mange af renæssancens idealer.
Men den adskiller sig fra denne ved sin overdådige og overlæssede stil. 
Forvredne proportioner, overdrevne, ekstreme udtryk, voldsomme kontraster sat op mod hinanden, "muskuløst" metafor/billedbrug, med mange personifikationer.
 

Livssyn - religiøs anskuelse

Denne verden er fristende med dens pomp og pragt, magt og ære.
Men dens glæder er ubestandige, foranderlige.
Alt er forfængelighed.
Fremtrædelse i modsætning til væsen.
Først i evigheden/himlen ophæves livets uforenelige modsætninger.

Antitese - antitetisk opstilling f.eks: Lykke, Ulykke

Personifikation - abstrakte begreber og filosofiske anskuelser gøres levende ved at beskrives som mennesker: de vandre tilhaabe - døden tygger

Kingo går fra den relativt milde Lutheranske ortodoksi til den strenge bodskristendom.
   

Digterens - kunstnerens position i samfundet

Digterens/kunstnerens position i samfundet
Kunstneren er en "håndværker" ansat af Kongen, adelen eller kirken. Han fabrikerer et værk til en bestemt lejlighed til sin arbejdsgiver. Han er således ansats i et: Mæcenatsforhold (mæcen=velynder)

I Kingos tilfælde var hans store lyriske evner og gode fornemmelse for hvornår og i hvilken situation han skulle skrive til Kongen direkte med til at fremme hans karriremuligheder.

De lyriske former

1) Lejlighedsdigtning
a) Supplik = bønskrift
b) Hyldestdigtning

2) Religiøs digtning

3) Verdslig digtning - hyrdedigtning

Se mere om lyrik
  

Den absolutistiske hofkultur & den repræsentative offentlighed

Enevælde fra 1660 (Fr.d.3)                        Se også: http://www.danskekonger.dk

I tiden før enevældens opkomst var livet for adelsstanden relativt simpelt. I kraft af sine fødselsprivilegier kunne den enkelte adelsmand føre sit liv uden en nuanceret hensyntagen til omverdenen. (Kilde: Nobert Elias) - Behovet for en psykologisk menneskeforståelse var tilsvarende lille, da de konflikter og konfrontationer, som adelen havde indbyrdes og med kongen og kirken, normalt kunne læses inden for en æreskodex sort-hvide ven-fjendekategorier.

Dueller og andre voldelige konfrontationer udgjorde i forlængelse heraf den overvejende del af konfliktløsningsforsøgene.

Denne adelsstandens relative autonomi blev i takt med den stigende magtcentralisering omkring kongens person, knægtet, idet de forskellige samfundslag blev tvunget til at gebærde sig i overensstemmelse med denne; Krigeradelens frihed måtte således vige til fordel for en afhænighed af kongens gunst.
Denne tvang fik sit mest markante sociale udtryk i kongens umiddelbare nærhed - ved hoffet.

Her skabtes i stedet for de feudale våbenkonfrontationer en sfære, der var fri for åbenlyse fysisk vold, idet adelens tidligere spontane og ekstroverte følelseshusholdning blev holdt i ave af kongens magt- og voldsmonopol.

Selv om der med det absolutistiske hof opstod en civiliseret socialitetsform, var dette ikke ensbetydende med,at de indbyrdes magtkampe ophørte:
I stedet for det terrain som adelsmanden tabte som kriger, voksede nye kampfærdigheder frem, der frem for den fysiske styrke prioriterede list, forstillelse, intrigemageri og rationel planlægning. (Høflig (hof-lig) - hofsnogen)
Under enevælden spredte forstillelsesadfærden sig fra hoffet og mangfoldiggjorde sig på mange planer. Da den unge enevælde udmanøvrerede adelen politisk, blev de næsten urokkelige feudale privilegie-og standsstrukturer afløst af et klatrehieraki af frémadstræbende mennesker, specielt fra borgerstanden, der i alliancen med enevælden mod adelen fik nye og hidtil uhørte muligheder for høje stillinger. Enevælden gav således rum for en hær af bukkende og skrabende mennesker, der i deres hyldest til enevælden, bl.a. i lejligheds-og hyldestdigtningen, markerede en accept af enevældens urokkelighed og samtidig udtrykte hykleriets karriereskabende muligheder.

Lejlighedsdigtningen skal ses i lyset af disse sociale love.
  

Copyright Gunnar Mühlmann - Lektor