Postmodernismen 
og det banale   


UMBERTO ECO - om den tabte uskyld

"Der kommer et tidspunkt, hvor avantgarden (det moderne) ikke kan nå længere, fordi den i mellemtiden har skabt et metasprog, der taler ud af dens umulige tekster (concept art). Det postmodernistiske svar på det moderne består i en anerkendelse af, at fortiden, som altså ikke kan ødelægges, da dens ødelæggelse blot fører til tavshed, må omvurderes: med ironi og uden uskyld. Jeg forestiller mig den post-modernistiske indstilling som hos den mand, der elsker en meget belæst kvinde og ved, at han ikke kan sige til hende: »Jeg elsker dig afsindigt«, fordi han ved, at hun ved (at hun ved, at han ved) at disse ord allerede er skrevet af Liala. Alligevel findes der en løsning: Han kan sige: »Som Liala ville sige, jeg elsker dig afsindigt.« Efter således at have indgået den falske uskyld, efter klart at have sagt, at man ikke længere kan udtrykke sig uskyldigt, er det alligevel lykkedes ham at sige det han ville: at han elsker hende, men at han elsker hende i en tid, hvor uskylden er gået tabt. Går hun med på legen, har hun alligevel fået sin kærlighedserklæring. Ingen af de to samtalepartnere behøver at føle sig naive, begge har accepteret fortidens udfordring, det allerede sagte, som ikke kan elimineres, begge spiller bevidst og med fornøjelse på ironien, og for begge er det lykkedes endnu engang at tale om kærlighed."

Den amerikanske postmoderne arkitetkt og filosof Charles Jenks definerer sit begreb DOUBLE CODE med inspiration fra Umberto Ecos betragtninger.

POPMUSIK 

Interview med Carsten Michael Laursen i UD & SE November 2000

Af Tonie Yde Mørch

Genren ligner sig selv - 50 for 40 år siden. Det samme gør holdningen til den.
Carsten Michael Laursen er dog fortrøstningsfuld. Han mener tiden er med danskpopmusikken. 
Hvis man et øjeblik kigger bagud på folks holdning til revy-sangene, har den ændret sig markant. Da de var store i l92Oerne, blev de udsat for samme form for "kulturfascisme" og latente had-kærlighed. Nogle af de sange var da noget værre møg, men med tiden har de fået deres blå stempel fordi de er en del af vores kulturarv som vi dag ser på med kærlige øjne. Måske skyldes det at pinligheden med tiden får et andet skær, men også at holdningen til det sentimentale er ved at ændre sig.

Vi lever i en tid hvor det bliver mere og mere tilladt igen at lukke følelsesværdierne ind, og hvor vi langsomt godt tør bekende os til den alment sete dårlige smag hvis blot den spiller på nogle sentimentale strenge i os. Og det gør danskpop. Tag for eksempel sangen "Kære lille mormor", den er da pisse usmagelig, men den er rørende og en sand genistreg fordi den indeholder drivende sentimentalitet. Det må vi godt føle så længe vi også viser at vi er bevidste om hvad der er kunst og hvad der ikke er. Vi må med andre ord godt nippe til den kulturelle slikskål uden den store næring. så længe vi også spiser vores økologiske salat op.