SYMBOLISMEN - NOTER
1890 - 1900

T
E
K
S
T
E
R

Opgør med naturalismen - Fra den ydre virkelighed til en indre

 
Symbolismen opstår i Frankring med forfattere som Rimbaud, Mallarmé og især Baudelaire.
Som i den tidlige romantik søger disse kunstnere poetisk næring i de ekstreme sider af tilværelsen. 

Symbolisten vender sig fra den "ydre" håndgribelige virkelighed til en "indre", sjælelig, metafysisk virkelighed. 

Symbolisterne forsøger ikke at beskrive den ydre verden for at afmale virkeligheden - sådan som impressionisterne gjorde det. 

De symbolistiske kunstnere anvender i stedet de ydre ting som "symboler" for deres egne følelser og oplevelser.

Symbolismen er en reaktion mod naturalismens "videnskabelige" menneskeopfattelse.
 

Symbolisten - ensom & ener

 
Jeg haded disse festdagsklædte skarer,
der drog forbi med kåde pøbelsmil,
jeg haded deres laders (adfærds) lave sprog
og deres livslyst plumpe knejpestil. 

J.Jørgensen - Påske - 1887 (cit Fra Runer t. Grafitti)
 

Symbolisterne er på mange måder i familie med romantikerne. Men hvor romantikerne skrev ud fra en kollektivt anerkendt symbolverden, skriver symbolisterne ud fra en mere ensom position. "Kollektivt anerkendte symboler" betyder i denne sammenhæng at et større publikum (en samfundsklasse) kan forstå og værdsætte digterens anvendelse af dem. Guldhornene er et godt eksempel på et kollektivt symbol som af Oehlenschläger tolkes i harmoni med den opkommende borgerklasses idealer.

På en måde kan man sige at borgerklassen i slutningen af 1800-tallet nu ikke længere har brug for kunstnerne til at sætte ord på det ny verdensbillede. Kunstneren bliver derfor "fyret" som talerør for magteliten.

Omvendt føler kunstneren at det verdensbillede han som romantiker var med til at varsle og forkynde gennem sin "guddommelige intuition", ikke har levet op til visionerne.
Frihed, lighed og broderskab er blevet til floskler der kom til at dække over et nyt industriproletariats umenneskelige levevilkår. Det gode, det sande og det skønne er degenereret til biedermeieridyl.

Der er derfor nu  ikke længere en solid navlestreng, der forbinder kunstneren med magteliten.

Romantikerens platonistiske verdensspejl er revnet - ingen bedsteborger gider se i det mere.
Og naturalisten har dræbt poesien med sin naturvidenskab.

Desillusioneret søger symbolisten derfor sin egen vej. Hans kunst bliver først og fremmest skabt som et middel til personlig selverkendelse. Symbolisten vælger, velsignet og vejledt af Nietzsches idealer om "aristokratisk radikalisme", en tilværelse som guddommelig eneboer.
 

Kunst for kunstens (kunstnerens) egen skyld: L´art pour l´art

Den symbolistiske digter fremmaner i et ofte grænseoverskridende sprog og metaforbrug uhåndgribelige eller drømmelignende stemninger. 
Han tænker ikke længere på om et eventuelt publikum vil forstå hans kunst. 
Kunsten og den kunstneriske proces bliver et mål i sig selv:  L´art pour l´art.
Kun ligesindede "ånder" kan forstå og følge ham i himmelflugten. 
Og gennem den bevidst valgte vanskelige tilgængelighed  "fyrer" symbolisten sit brede publikum. 
Symbolistens kunst bliver som en lygte der kun skal lyse op på hans egen vej ind i det åndelige riges skumringstime - l´heur bleu.

Selve digtet bliver i skabelsesprocessen (og under oplæsningen for ligesindede) til en nøgle der åbner døren ind til en bagvedliggende metafysisk, åndelig virkelighed. Virkeligheden bliver til en "matrix" der kan afkodes gennem den der hypnotisk omdigter den til symboler. 
I denne suggererende digteriske proces kan kunstneren skabe sit eget lys uden at tænke på om hans vision allerede var med i Platons ideernes verden eller ej. 
Han er fri til at skabe sit eget guddommelige univers.  
Han kan også sammenblande sanser - lugte farver eller se lyde. 
Denne teknik kaldes for synæstesi.
 

 Det hæslige er smukt

Symbolismen markerer  på mange måder en tilbagevenden til de romantiske idealer.

Men hvor romantikken grundliggende fandt poesien i "Det gode, det sande og det skønne", og i naturen, indoptager symbolisterne også storbyen og  "det  hæslige"  som en inspirationskilde til poesi. 
Et totemværk bliver i denne sammenhæng Charles Baudelaires: Fleur du mal (1857) - Syndens Blomster.

  "Intet er så opflammende for den kunstneriske fantasi som et møde med hæsligheden." Baudelaire

Tilværelsesopfattelse

I følge symbolisterne  findes bag den materielle ydre verden en dybere, hemmelighedsfuld verden som menneskets sjæl er i korrespondance med:  

"Sjæl og verden er et". 

Det almindelige menneske fatter ikke dette, han føler sig fremmedgjort i verden, men kunstneren fatter "instinktivt og intuitivt tilværelsens sande væsen. Han føler sin sjæls sammenhæng med naturens sjæl og aner bag tingenes tilsyneladende ligegyldighed en hjemlig verden, hvori hans ånd har evig indfødsret."  J. Jørgensens programskrift: Symbolisme. 

VIRKELIGHEDEN FORVANDLES I DIGTET TIL ET SYMBOL FOR DEN BAGVEDLIGGENDE ÅNDELIGE VIRKELIGHED.

"Naturen er et tempel"
Baudelaire

Digtningens stof

Sjælstilstande, skildret symbolsk i natur- eller storbybilleder.
"Et landskab er en sjælstilstand"  
Amiel

Genre

Lyrik

Danske symbolister

J. Jørgensen  -  S. Claussen  -  H. Rode  -  J.F. Willumsen  -   L.Feilberg

Note 1

Af: Tilskueren -1893

"...Den Tid, hvori vi lever,tilhører Pengevældet og Skønhedshadet. 
De Mennesker, som behersker os, holder deres eneste Andagt ved Mammons Altre. 
Poesien regnes for en Dårligskab, Kunsten for Tidsspilde. 
Den store Skønhed har intet Hjem i denne Verden, hvis æstetiske Behov tilfredsstilles 
af Varieteens Gøgl og Folkekomediens Forlorenhed..... 

Da opstår der, midt i dette moderne Samfund, en slægt af Digtere, hvis Poesi er menneskeåndens protest mod mod Tiden og Verden.... 
Det, de forkynder er...en aaandelig Revolte. En Revolte i dette ords egentligste forstand: 
en Omvendelse. De bortvender sig fra Verden, fra det ydre Liv. 
Og de søger Frelse og Fred i en evig Skønheds Riger og paa Kysten af en udødelig Drøm." 

 Cit. fra "Litteratur" J.Lorenzen - Gad

Copyright Gunnar Mühlmann - Lektor
 

Note 2

Selv i dag er en fransk filosof er parat til at ofre hele sin filosofi for én smuk sætning - des mere uforståelig jo bedre. (Læs blot én side af J. F. Lyotards, Det Postmoderne fortalt for børn!)