Citater fra europæiske middealder mystikere


Den der ikke fatter denne tale,
han skal ikke bekymre sit hjerte dermed.
For så længe et menneske ikke selv ligner disse sandheder,
vil han ikke forstå denne tale.
Eckhart

Middelalderens mystik

  Jeg fatter, at jeg er til stede i enhver skabning og enhver ting,
som er til, i dæmon som i engel, i paradis som i helvede, 
i hver eneste ting som på en eller anden måde eksisterer,
enten den er god eller skændig.
Angela af Fogliono

Men hin visdom bliver ikke selv til, men er som den
har været og altid vil være. Fortid og fremtid findes ikke der, men kun en væren i nutid, fordi den er evig.
Thi fortid og fremtid er uforenelige med det evige.
Augustin (d) Af Augustins bekendelser

Endvidere skal du agte på, om du ser noget som helst til rum og og afstand og masser. Det sker næppe, når du omhyggeligt har befriet dit indre syn for hvert eneste skyggebillede, der hører det ydre menneske til.
Augustin (d) Af Augustins breve

 Men både tingene og sjælen forlader Han og styrter ned i den rene ikke-videns mørke, hvor intet mere fattes, og hvor den helt omsluttes af det ubegribelige og usynlige og kun tilhører Ham, der er hinsides alle ting, og hvor sjælen, idet al tanke svinder, forenes fuldstændigt gennem sine højeste kræfter med den uerkendelige, om hvem den just ved at udelukke al erkendelse når til en erkendelse, der overgår al forstand.....Vi må dog nøje skelne mellem denne måde og den, vi fulgte i bogen om "De guddommelige navne"; thi medens vi der begyndte med mere almindelige betragtninger og efterhånden nåede til visse bestemte erkendelser, begynder vi her med erkendelser, fra hvilke vi så fjerner al særlig bestemmelse for at nå til den nøgne u-erkendelse og til hint over-væsenlige mørke, der skjules af det lys, der udgår fra alle de eksisterende ting.Vi hævder, at den højeste årsag eller grund, der overgår alle ting, hverken er upersonlig eller livløs, hverken ufornuftig eller uden ånd, hverken har legeme eller form eller skikkelse, hverken kvalitet eller kvantitet eller masse. Endvidere, at den ikke er bundet til noget bestemt sted eller kan ses eller berøres, at den unddrager sig enhver iagttagelse, at den er fri for enhver art af uorden eller forvirring som den slags, der fremkaldes af lidenskaber, og fri for svaghed og ikke undergivet tilfældigheder eller overhovedet til noget, som hører sanseverdenen til. Idet vi fortsætter, hævder vi, at Gud er hverken sjæl eller ånd, at han hverken besidder eller er fantasi, forestilling eller forstand. Ejheller kan han skildres i ord eller tænkes; Han er hverken tal eller orden, hverken stor eller lille, hverken lige eller ulige. Han står ikke og bevæger sig ikke og hviler ikke, Han hverken har eller er kraft eller lys. Han lever ikke og er ikke liv eller evigheden eller tiden. Han kan ikke fattes af ånden, fordi Han hverken er viden eller sandhed eller visdom. Han er hverken én eller enhed eller guddommelighed eller godhed, ja ikke engang ånd, som vi tænker os den, Han er hverken sønlig eller faderlig eller overhovedet noget som helst, som vi eller noget andet menneske kan have forestilling om. Han er hverken værende eller ikke-værende. Han er hinsides fornuften og har ikke navn; Han er ikke mørke eller lys, ikke sandhed eller vildfarelse, og hverken bekræftelse eller benægtelse kan bruges om ham. Thi vi bekræfter eller benægter andre ting, men Han overgår al bekræftelse ved at være den fuldkomne og eneste årsag til alle kendte ting og overgår al benægtelse ved sit absolutte væsen, der er hinsides enhver begrænsning og udover alt.
Dionysos Areopagiten (d)

Himlen er ren og uforstyrret klarhed; tid og rum rører den ikke; intet legemligt har sin plads der, og den er aldeles uden for tiden. Dens omdrejninger sker med utrolig hast; dens løb selv er tidløst, men af det udspringer tiden. Intet hindrer sjælen så meget i at erkende Gud som tid og rum, tid og rum er altid stykværk, men Gud er ét. Hvis sjælen skal erkende Gud, må den derfor erkende Ham udenfor tiden og hinsides rummet, thi Gud er hverken dette eller hint som de mangfoldige ting, der findes der, men Gud er én.
Eckhart (d)

Aldrig har et menneske længtes så meget efter noget, som Gud længes efter at bringe mennsket så vidt, at det erkender Ham. Gud er altid beredt, men vi er uberedte; Gud er os nær, men vi er Ham fjerne; Gud er i os; vi er udenfor; Gud er hjemme hos os, vi er selv fremmede.
Eckhart

Ja, hvis det kunne tænkes, at tiden havde nogetsomhelst at gøre med sjælen, så kunne Gud aldeles ikke fødes i den; for at det kan ske, må al tid være ophørt, eller sjælen må være uden for tiden med alle ønsker og begær.
Eckhart

"Ave". Det betyder: Vær uden frygt. Den, der er frigjort for det skabte, er uden frygt og uden smerte, og i jo mindre grad man er skabning og knyttet til det skabte, desto mindre frygt har man. Jeg siger ofte: den, der ejer mindst i denne verden, ejer mest af den. Verden tilhører ingen så meget som den, der helt har opgivet den.

Ved I, hvorfor Gud er Gud? Derved, at han er udenfor det skabte. Hans navn findes ikke i tiden. I tiden er skabningen, synden og døden. De danner et forbund, og når sjælen drager sig udenfor tiden, så findes der i den ejheller mere nogen frygt eller pine. Selv modgang bliver da til glæde.
Eckhart

Hvis I ikke har nåden, så nær dog længsel efter den! Og har I ikke nogen længsel, så længes dog i det mindste efter at nå så vidt! Som David siger: Jeg har længtes, Herre, med længsel efter din retfærdighed! At vi må således længes efter Gud, at Han selv vil længes efter at fødes i os, dertil hjælpe Han os! Amen.
Eckhart

Når man nu ville spørge mig, hvad er et fattigt menneske, der intet vil, da egentlig er, så vil jeg svare og tale således: Sålænge mennesket endnu er sådant beskaffent, at han har viljen til at opfylde Guds elskede vilje, sålænge har han ikke den armod, vi vil tale om. Thi dette menneske har jo endnu en vilje, hvormed han vil føje sig efter Guds vilje, og det er endnu ikke den rette armod. For i sandhed at være fattig må mennesket være så blottet for sin skabte vilje, som da han endnu ikke var til. Og jeg siger jer ved den evige sandhed: sålænge I endnu nærer noget begær, om end det er efter evigheden eller efter Gud, sålænge er I ikke virkeligt fattige. Thi kun det er et fattigt menneske, der intet vil og intet begærer. Da jeg endnu var i mit udspring, da havde jeg ingen Gud, da tilhørte jeg mig selv. Jeg ville intet, jeg begærede intet, thi jeg var et bestemmelsesløst væsen og en erkender af mig selv i nydelse af sandheden. Da ville jeg mig selv og ville intet andet; hvad jeg ville, det var jeg, og hved jeg var, det ville jeg, og jeg var fri for Gud og alle skabte ting. Men da jeg forlod denne min frie tilstand og modtog mit skabte jeg, fik jeg også dermed en gud. Thi før skabningen var til, var Gud endnu ikke Gud, men Han var, hvad Han var. Og da selv skabningen blev til og modtog sit skabte væsen, var Gud ikke Gud i sig selv, men i skabningen. Og nu hævder vi: Gud er ikke blot i det Han er Gud, skabelsens højeste mål og besidder ikke engang så stor en herlighed, som den ringeste skabning besidder i Gud. Hvis en flue havde fornuft og i kraft deraf formåede at stræbe mod det guddommelige væsens evige dyb, hvorfra den er kommet, så siger vi: Gud kunne ikke engang med alt, hvad Han er som Gud, give denne flue opfyldelse og tilfredstillelse. Derfor beder vi Gud, om at vi må blive fri for Gud, og at vi må gribe sandheden og evigt nyde den der, hvor de højeste engle og fluen og sjælen er lige, og hvor jeg også befandt mig dengang, da jeg ville, hvad jeg var, og var hvad jeg ville. Derfor siger vi : Skal mennesket være fattigt på vilje, så må han ville og begære så lidt, som han ville og begærede, da han endnu ikke var til. På denne måde er et menneske fattigt, der intet vil.

For det andet er det et fattigt menneske, der intet ved. Vi har engang sagt, at mennesket skulle leve således, at han hverken levede for sig selv eller for sandheden eller for Gud. Men nu siger vi det på en anden måde og fortsætter: Det menneske, der vil nå til denne armod, skal leve således, at han ikke engang ved, at han hverken lever for sig selv eller for sandheden eller for Gud på nogensomhelst måde. Ja, han skal være så fri, så blottet for al sin viden, at han overhovedet ikke ved, erkender eller føler, at Gud lever i ham; han skal være blottet for enhver erkendelse, der kunne tænkes at bestå i ham. Thi da mennesket endnu var i Guds evige tilstand, da levede intet andet i ham: hvad da levede, det var han helt selv. Og på samme måde, siger vi, skal mennesket være blottet for al egen viden, som han var, da han ikke var til og skal lade Gud gøre, hvad Han vil, og skal selv være uden al bestemmelse.

Alt, hvad der er udgået fra Gud, har fået tildelt en opgave. Mennesket fik til opgave at elske og erkende. Nu har man opkastet det spørgsmål, hvorpå saligheden først og fremmest beror. Nogle mestre har sagt, at den beror på kærligheden, andre siger, den beror på kærlighed og erkendelse eller på kærlighed, men at der er noget i sjælen, hvoraf erkendelse og kærlighed udspringer. Dette noget erkender ikke og elsker ikke selv, det gør kun sjælekræfterne. Den, der fatter dette noget, har også fundet det, som saligheden beror på. Det har intet før og intet efter, og det venter ikke på noget tilkommende, thi det kan hverken blive rigere eller fattigere. Derfor ved det heller ikke noget om, at Gud virker i det, men det er selve det, der lever i sig selv ligesom Gud. På samme måde, siger jeg, skal mennesket være frit og ubundet af Gud, så at han ikke gør sig forestillinger om, at Gud virker i ham. Kun således kan mennesket nå til armoden.

Mestrene lærer, at Gud er et væsen, et fornuftigt væsen, der erkender alle ting, men jeg siger: Gud er hverken væsen eller fornuft, og ejheller erkender han dette eller hint. Derfor er Gud fri for alle ting, og derfor er Han alle ting. Den, der nu vil være fattig i ånden, må være fattig på al egen viden, så at han slet ikke ved om nogen ting, hverken om Gud eller om skabningen eller om sig selv. Derfor er det nødvendigt, at mennesket stræber efter intet at vide eller erkende om Guds virken.

For det tredie er det et fattigt menneske, der intet har. Mange har hævdet, at fuldkommenheden består deri, at man intet besidder af denne verdens ting, og dette er også rigtigt, når man selv frivilligt giver afkald. Men det er ikke den måde, jeg tænker på. Jeg har før sagt, at et fattigt menneske er ikke den, der vil opfylde Guds vilje, men den, der lever således, at han er ligeså befriet for både sin egen og Guds vilje, som han var, da han ikke var til. Denne armod kalder vi den højeste armod. For det andet sagde vi, at det var et fattigt menneske, der intet ved om Guds virken i sig. Når nogen er så befriet for al viden og erkendelse, som Gud er for alle ting, så er det den reneste armod. Men den tredie armod er den inderligste og egentligste, og om den vil jeg tale nu. Den består deri, at mennesket intet har.

Hør nu nøje efter! Jeg har ofte sagt, og store mestre siger det også, at mennesket skal være så fri for alle ting og alle gerninger, indre såvel som ydre, at han kunne være Guds eget sted, hvor Gud kunne virke. Men nu siger vi det anderledes: Hvis vi antager, at mennesket virkelig var fri for alle ting og alle skabninger og sig selv og for Gud og var således beskafffen, at Gud i ham kunne finde et sted at virke, så siger vi alligevel, at sålænge der gives et sådant sted i mennesket, så er den umiddelbare armod ikke nået. Thi Gud stræber i sin virken ikke efter at mennesket skal have et sted i sig, hvor Han kan virke. Men det er først at være fattig i ånden, når mennesket er så fri for Gud og alt Hans værk, at såfremt Gud ville virke i sjælen, måtte Han selv være netop det sted, hvor Han vil virke, og hvor gerne er Han ikke det! Thi finder Gud mennesket så yderligt fattigt, så bliver Han sin virkens eget sted, og Han virker jo dog kun i sig selv. Her i denne armod når mennesket igen det evige, som han har været, som han nu er, og som hvilket han vil leve i evighed.

Vi siger altså, at mennesket skal være så fattigt, at han ikke er eller i sig har et sted, hvor Gud kunne virke. Sålænge mennesket rummer den mindste plads i sig, rummer det også forskelle. Derfor beder jeg Gud om, at han vil befri mig for Gud, thi mit inderste væsen er over Gud, når vi opfatter Gud som alt det skabtes oprindelse. Thi i det i Guds væsen, hvorved Han enddog er hævet over selve treenigheden, der var jeg selv, der ville jeg mig selv og erkendte mig selv som den, jeg er. Og derfor er jeg min egen oprindelse gennem det i mit væsen, der er evigt, men ikke i kraft af min timelige fremtræden. Derfor er jeg ufødt, og i kraft af min evige fødsels art har jeg været til evindelig, er nu og vil altid forblive i al evighed. Hvad jeg er som timelig skabning, det vil dø og blive til intet, thi det er undergivet tiden 0g må i tidens løb gå til grunde. Men i min evige fødsel blev alle ting født; jeg var på en gang min egen og alle tings årsag, og ville jeg, så var hverken jeg eller hele verden til, og hvis jeg ikke var til, var Gud heller ikke. At Gud er Gud, det er jeg årsag til; var jeg ikke, så var Gud ikke Gud!

Da er jeg, hvad jeg var, da vokser jeg ikke og bliver ikke mindre, thi jeg er det ubevægelige, der bevæger alle ting.

Eckhart (Fra prædiken over Matthæus v,3)

"Jeg har af og til talt om et lys i sjælen, der er uskabt og uskabeligt. Det er det lys, jeg atter og atter berører i mine prædikener, fordi det viser os Gud umiddelbar og utilsløret og helt sådan, som Han er i sig selv. Jeg kan sige med sandhed, at dette lys har større enhed med Gud end med nogen af sjælens kræfter, som det dog ifølge sit væsen er et med. I må nemlig vide, at i min sjæls væsen er dette lys ikke ædlere end den ringeste eller groveste af mine evner, såsom hørelsen eller synet

eller, hvad der ellers kan påvirkes af hunger og tørst, af kulde og hede, og det kommer deraf, at min sjæl ifølge sit væsen udgør en enhed. Betragter man altså de enkelte sjælelige kræfter indenfor hele sjælens væsen, så er de alle ens og alle lige ædle; men betragter man dem i henseende til, hvordan de virker, så er nogle langt ædlere og højere end andre.

Derfor siger jeg: Når mennesket vender sig bort fra sig selv og fra alle skabte ting, ja når du gør det, så når du til den lille gnist i sjælen, som endnu aldrig har haft berøring med tid og rum. Denne gnist stræber bort fra alt det skabte og stræber kun efter Gud, som Han er i sig selv. Den vil ikke nøjeds med faderen eller sønnen eller den Helligånd, overhovedet ikke med nogen af disse trende, forsåvidt hver af dem fastholder sit eget væsen. Ja, jeg påstår, at hint lys heller ikke finder tilfredsstillelse i den skabende guddommelige natur, der forener de tre personer til en enhed. Jeg vil sige endnu mere, der lyder endnu mere sælsomt: Jeg siger i fuldt alvor, at dette lys ikke engang giver sig tilfreds med det enkle guddommelige væsen, der dvæler i den fuldstændige stilhed og hverken giver eller modtager, men vil vide, hvorfra dette væsen kommer: lyset søger kun den enkle urgrund, den stille tomhed, hvorhen intet, der kan skelnes, nogen sinde er nået, hverken Fader eller Søn eller Helligånd. Først i det inderste, der hvor ingen bor, giver dette lys sig tilfreds, og der er det mere hjemme end i sig selv; thi hin urgrund er den rene stilhed, der forbliver ubevægelig i sig selv, og ved denne ubevægelighed bevæger alle ting. Derfor strømmer livet også til enhver, der er under fornuftens ledelse og har trukket sig tilbage i sig selv. At vi også må leve fornuftigt på denne måde, dertil hjælpe os Gud. Amen!
Eckhart (d)

 Himlen tåler intet fremmed. Ingen smerte eller nød, intet der kunne bringe den ud af ligevægt. Så fast og stadig må også sjælen være, hvis den skal erkende Gud, så befæstet, at intet formår at trænge ind i den, hverken håb eller frygt, hverken glæde eller sorg, hverken kærlighed eller smerte eller noget som helst andet, der kan bringe den ud af ligevægt...
Eckhart

Men når Gud på denne måde viser sig i mørket, bringer Han intet smil på læben, ingen andagt eller ild i hjertet, ingen følelse af brændende kærlighed, thi hverken legeme eller sjæl skælver eller røres, som de ellers plejer. Men intet ses, og alt ses, og legemet sover, og talen er berøvet det.
Angela af Fogliono

Alt, hvad jeg ville vide, vidste jeg til fuldkommenhed. Alt, hvad jeg ville eje, besad jeg helt og holdent...Min sjæl fryder sig i det. Sjælen ser intet, der kan beskrives med ord eller fattes med hjertet. Den ser intet og dog alt....Jeg fatter, at jeg er til stede i enhver skabning og enhver ting, som er til, i dæmon som i engel, i paradis som i helvede, i hver eneste ting som på en eller anden måde eksisterer, enten den er god eller skændig.
Angela af Fogliono

Mange viise er blevet bragt til fald ved de undere, som er blevet dem til del. De har tilskrevet sig selv æren af tom forfængelighed og er derved faldet. Men de, som under sjælens opløftelse hentede visdom hos Gud og regnede sig selv for intet, er blevet himlens søjler.
Hildegaard von Bingen (d)

Og jeg blev ført ud over den måde at skue Gud i mørket, som havde været mig til så stor glæde, ja til så stor vished og trøst, at jeg slet ikke mere kan forestille mig den; jeg ved kun, at jeg oplever den ikke mere. Korset siger mig intet mere; Guds Søns fattigdom siger mig intet mere; og intet af, hvad man kan nævne, siger mig noget mere. Men i alt det uudsigelige, Gud lader ske i min sjæl, giver Han sig tilkende gennem sin guddomelige virksomhed; derpå viser Han sig for sjælen og åbenbarer sig for den, idet Han fylder den med stadig større goder, større klarhed og en navnløs vished.

På tvende måder viser Han sig først for sjælen: På den ene måde giver Han sig tilkende dybt i min sjæl, og jeg fatter, at Han er til stede og fatter også, at Han er til stede i enhver skabning og i hver ting, der er til, i dæmon som i engel, i paradis og i helvede, i hor og mord såvel som i de gode gerninger - i hver eneste ting, der på en eller anden måde eksisterer, hvad enten den er god eller skændig." Og hun fortsatte:"Jeg fatter ham ikke som mindre nærværende i en dæmon end i en engel. Derfor, medens jeg har denne sandhedserkendelse, fryder jeg mig ligefuldt over

Gud, hvadenten jeg ser en dæmon eller en ugerning, eller jeg ser en engel og en god gerning. På den måde er Han til stadighed nærværende i min sjæl, og denne Hans nærværelse er som en stor klarhed og udstråling af sandhed og guddommelig nåde.
Angela af Fogliono

Han, der intet behøver, sender alle goder til alle. Derfor lider jeg under min tunges mangel på ord. Hvad der sker i mig, ved jeg ganske vist, men kan ikke beskrive det.
Teologen Simeon

Jeg er dig; jeg er den du søger;
find blot dig selv - du og jeg er eet.
O mine sønner, I altfor pligttro
imod Guder, der ikke er af mig.
Var min skønhed eder ikke nok?
Var det svært at være fri?
Se, jeg er hos eder, i eder
Og af eder; skue kun frem og se.
Hertha af Algernon (C. Swinburne)

Biografier:

Augustinus 354-430

Født i Numidien ikke langt fra Karthargo. Moderen, Monika, var kristen, men med årelange rødder i en hellenistisk religion.

Var selv Manikæer (hellenistisk rel.) men blev omvemdt til kristendom.

395 Biskop i Hippo.

Dionysius Areopagiten

(Pseudo Dionysos) ca 500

Kristen nyplatonsk filosof fra Syrien

Eckehart ca 1260-1327

Født Thüringen (Af Adelsslægten Von Hochheim)

1280 Optaget i dominikanerklosteret i Erfurt

1295 Provinsialvikar for Türingen og prior for domikanerklosteret i Erfurt.

1330 Forflyttet til Paris - virker som lærer ved dominikanernes fornemste skole, Sankt Jacobskollegiet.

1332 Opnår magistergrad (heraf tilnavnet Meister)

1303 Forstander for ordensprovinsen Sachsen (fra Nederlandende til de Baltiske egne - senere også Böhmen)=ca 100 klostre

1311 Tiden som leder udløbet - tilbage til Paris.

1314 Leder af dominikanerskolen i Strassburg

1320 Leder af dominikanerskolen i Köln (den største i Tyskland)

1325 Der klages til Pavestolen over åndelig uro, der måske skyldes Eckehart.

1327 Inkvisition - Eckehart dør dog inden processen mod ham er afsluttet.

Produktion:

Skolastiske afhandlinger - Belæringens Bog - "Trøstebog"(1313) (til dronning Agnes af Ungarn) - Tyske prædikener.

Angela af Foligno 1248-1309

Indtrådt i en franciskansk orden efter hendes mands og hendes børns død.

Angela af Folignio er analfabet. Alle hendes skrifter er optegnede efter diktat af en anden franciskaner, Broder Arnold.

Hildegard af Bingen 1098-1179

Født på en borg i Nahedalen i Sydvesttyskland

Som barn sat i skole i et benediktinerkloster

Blev abbedisse for klosteret og grundede selv et nyt inden for samme orden på Rupertsberg ved Bingen.

 "Moderne" Mystik

Jeg plukker gylden frugt af sjældne møder med vise mænd.
Emersons dagbog

Jeg er dit gry, fra mørke til forløsning;
jeg er det dyb, hvor dine sorger svinder;
vær stille! Stille! Vid, at jeg er Gud;
lær mig at kende og find fred!
Udslet den skrift, som tidens finger
har prentet på dit indres regnebræt,
og på den rene flade skriv påny:
"Jeg er al-visdom, retsind, hvile."
Jeg er alene, du ene bor i mig:
Jeg er den strøm af liv, som flyder gennem dig;
i mig er al sustans; jeg fylder rummet,
jeg er ren væren, ved mig blev alle ting.
Ja, jeg er ånd; i dine dybder bor jeg;
jeg er mig selv bevidst, og alt er vel;
hold fast derved - du er din egen himmel.

James Rhoades - Out of the Silence.

Sandheden kræver intet bevis - den er selvindlysende.
Saint - Exupery

Hvert sted, som Himlens øjhe vogter på'
er for den vise lykkens havn og tilflugt.

W. Shakespeare King Richard II

Hvis du ønsker at høre det navnløse, og vil dykke
ned i tempelhulen, som er dit selv,
og ved midteralteret dvæle, måske
du da kan lære, at det navnløse har røst,
og du vil blive der, hvis du er viis.

Tennyson

Oh, du usynlige verden, vi skuer dig.
Oh, du usynlige verden, vi berører dig.

Francis Thomson

Ej bag rummets høje, sorte himmelhvælv
finder svaret vi på livet selv.
Kun i dybet af viort eget hjertes gemmer
Evighedens vingesus vi klart fornemmer."

Francis Thomson - In no strange Land

 Han lys og liv til alle bringer,
med lærdom og kraft i sine vinger.

Charles Wesley

Fjern og dog nær, urgammel, ensom,
I templets indre helligdom han sidder
med sammenlagte hænder, helligt åsyn,
alvidende, ufattelig, ukendt.

G.P.Williamson

Vi kan ikke tænde, når vi vil,
den ild, som bor i hjertet;
ånden blæser og er stille,
i mysteriet har sjælen bolig.

Matthew Arnold

Jeg stod ved det forsænkede vindue i celle nr.40 og kradsede med en stump jernfjeder, som jeg havde fjernet fra madrassen, matematiske formler på muren. Matematik - og ganske særlig analystisk geometri - havde i min ungdom været min yndlingshobby, men var senere forsømt i mange år. Jeg forsøgte at komme i tanker om , hvordan man uddrager hyperblens formel, men gik i stå. Så prøvede jeg elipsen og parablen, og til min glæde gik det. Så gik jeg videre med at mindes Euklids bevis for, at antallet af primtal er uendeligt. Primtal er tal, som ikke er delelige, som f.eks. 3,17,o.s.v. Man kunne forestille sig, at når man kommer højere op i talrækken, vil primtal blive sjældnere på grund af de stadigt voksende produkter af mindre tal, og at man endelig ville komme til et meget højt tal, der ville være det højeste primtal, den sidste numeriske jomfru. Euklids bevis klargør enkelt og elegant, at dette ikke er tilfældet, og at uanset hvilke astronomiske højder, vi stiger op til på skalaen, vil vi altid kunne finde tal, som ikke er produkter af nogle lavere, men som er undfanget ad tankemæssig vej. Siden jeg i skolen havde lært Euklids bevis, havde det altid fyldt mig med en dyb tilfredsstillelse, som snarere var æstetisk end forstandsbetonet. Da jeg nu atter mindedes metoden og kradsede tegnene på væggen, følte jeg samme betagelse. Og nu forstod jeg for første gang grunden til denne betagelse: tegnene på væggen opviste et af de sjældne tilfælde, hvor en betydningsfuld og indholdsrig hypotese om det ubegrænsede bevises med præcise og begrænsede midler. Det ubegrænsede er en mystisk masse, der er hyllet i tåge, og dog var det muligt at få nogen kendskab til det uden at fortabe sig i abstraktioner. Betydningen heraf skyllede hen over mig som en bølge. Bølgen stammede fra en hørlig, verbal formulering,, men den fordampede straks og efterlod kun et ordløst udtræk, en duft af evigheden, en dirren af pilen i det blå. Jeg må have stået således i trance i flere minutter, med en uudtrykt bevidsthed om, at "dette er fuldendt - fuldendt", indtil jeg bemærkede, at en let, sjælelig utilpashed gnavede bag min tanke - en dagligdags omstændighed, der skæmmede øjeblikkets fuldendthed. Så kom jeg i tanke om denne irrelevante ærgelses beskaffenhed. Jeg var jo i fængsel og skulle vel skydes. Men dette blev øjeblikkelig modsvaret af en følelse, som omsat i ord måtte sige: "Hvad så? Er det det hele? Har du ikke noget alvorligere at ærge dig over?" - et så spontant, frisk og muntert svar, som var den forstyrrende ærgelse blot tabet af en kraveknap. Straks efter flød jeg på ryggen på en flod af fred, under broer af stilhed. Jeg kom intetsteds fra og flød intetsteds hen. Derefter var der ingen flod og intet jeg. Jeget havde ophørt med at eksistere. Det er yderst ubehageligt at nedskrive en sådan sætning, når man har læst The Meaning of Meaning og snuset til logisk positivisme samt tilsigter verbal præcision og hader tågetale. Og dog er "mystiske" oplevelser - som vi med et tvivlsomt udtryk kalder dem - hverken tågede, vage eller uhåndgribelige - de bliver det først, når vi fornedrer dem ved ordforklaringer. For imidlertid at forklare det, som ifølge dets natur er uforklarligt, må man på en eller anden måde omsætte det i ord, og man bevæger sig således ind i en ond cirkel. Når jeg siger, "jeget havde ophørt at eksistere", hentyder jeg til en konkret oplevelse, der verbalt er lige så uforklarlig som den følelse, der fremkaldes af en klaverkoncert, men lige så virkelig - ja, langt mere virkelig end nogen anden, man tidligere har oplevet - at sløret for første gang er faldet, og at man står i berøring med "den virkelige virkelighed", med tingenes skjulte orden, verdens røntgenstrålemønster, som normalt er skjult under irrelevansens lag. Det, der skiller denne form for oplevelse fra den følelsesmæssige ekstase, fremkaldt af musik, landskaber og kærlighed, er, at den første medfører en afgjort intellektuel, eller rettere intuitiv tilfredsstillelse. Den siger én noget, omend ikke i verbale vendinger. De verbale omskrivelser, som kommer den nærmest, er: enheden og sammenhængen i alt, hvad der er til, en afhængighed som mellem to vægtskåle eller korresponderende skibe. "Jeget" ophører med at eksistere, fordi det ved en art opløsning har oprettet korrespondance med og er blevet opløst i det universelle hav. Det er denne opløsningens og den ubegrænsede ekspansions proces, der fornemmes som "havfornemmelsen", som udviskning af alle spændinger, den absolutte renselse, freden, der overgår al forstand. Tilbagevejen til virkelighedens lavere orden, opdagede jeg, skete gradvis som en opvågnen af en bedøvelse. Der var parablens ligning kradset på væggen, jernsengen og jernbordet og en strimmel blå andalusisk himmel. Men der var ingen ubehagelige tømmermænd som efter andre former for beruselse, tværtimod: tilbage blev en vedvarende og styrkende, klar og frygtforjagende eftervirkning, der varede flere timer og dage. Det føltes, som var en massiv dosis vitaminer sprøjtet ind i årerne - eller for at benytte et andet billedsprog: jeg fortsatte mine ture rundt i cellen som en gammel bil, hvis akkumulator påny var blevet opladet. Om oplevelsen havde varet et par minutter eller en time, gik aldrig op for mig. I begyndelsen indtraf den 2-3 gange om ugen, derefter blev mellemrummene længere. Den kunne aldrig fremtvinges Efter min løsladelse meldte den sig med endnu større mellemrum, måske kun én eller to gange om året. Men på det tidspunkt var forberedelserne til en personlighedsændring truffet. Derfor vil jeg herefter omtale denne oplevelse som "timerne ved vinduet".

Arthur Koestler

Forfatter - taget til fange af Francos folk under den spanske borgerkrig -
venter på sin henrettelse.)