OPLYSNINGSTIDEN
Ludvig Holberg 1684 - 1754

N
O
T
E
R

Libr.3 Epiqram 37
Reformér - men med varsomhed - 1744

Utallige Exempler saavel af gamle som nye Historier vise, at Feil ved de fleste Reformationer heller blive forandrede end hævede: thi, saasom Menneskets Naturel er at falde fra een Extremitet udi en anden, saa succederer een Feil hinanden; ligesom man seer hos en Febricitant nu Heede nu Kulde at prædominere. En Gnier søger at corrigere sine Feil, hvilket er priisværdigt; men saasom han ikke kand standse udi sin Reformation, henfalder han omsider til Ødselhed. Derfore siger man, at, naar Fanden bliver syg, vil han være Munk: hvilket er, at gaae fra een Yderlighed fil en anden. Man haver seet ved saadan hidsig Reformation, Vantroe forvandles til Overtroe, Hidsighed til Feighed, Dristighed til Frygt, Sladderagtighed til latterlig Taushed.

Det staaer derfor fast, at alt hvad som er for meget, skader; thi all Dyd bestaaer udi Mediocritet, og, saa snart den gaaer over de Grændser, bliver den metaraorphosered til en Last. Den store Chinesiske Philosophus Confucius haver sammenskrevet et moralsk og politisk Systema, som han haver kaldet Medium Magnum, eller, den store Middelvej, hvorved han haver villet give tilkiende, at Middelvejen er Grundvold til alle gode Ting, og den fornemste Regel, som Mennesket bør tage i agt. Den beste Ting kand blive til Fordervelse, naar den ikke øves med Maade.

-------

Ellers er det at mærke med alle Passioner, og som jeg paa adskillige Steder i mine Skrifter haver forklaret, at man maa heller søge at moderere end qvæle dem. Et Menneske uden Passion eret Chimere. Den findes saavel hos Vise som hos Daarlige: De Daarlige give den Tøyelen; De Vise søge til en god Ende at dirigere det, som de hverken kand eller bør gandske udrødde: De styre Passioneme; saa at Avind forvandles til Emulation; Dristighed til Tapperhed; Frygt til Forsigtighed; Gierrighed til Huusholdning; Vreede til Retfærdighed; etc. Det er i den Henseende, at Plato vil have vredagtig Øvrighed; og at den Hellige Skrift siger: bliver vrede, men synder ikke. Saadant kand vel ikke skee i en Hast: Thi Villien, hvor god den end er, kand paa én gang ikke standse en Passions Virkning.
Ep. 127

Tibage

Naturens og Folkerettens Kundskab 
1711-14 (uddrag) 

CAP. I

Om Menneskets Gierning

Menneskets Herlighed frem for de umælende Bæster(dyrene)  kand fornemmelig sees deraf, at det er begavet med en fornuftig Siæl, hvorudi er et herligt Lys til at kiende og dømme udi en Ting, og en særdeles Bevægelse at antage og forkaste den samme, saa at derfore udi - den Henseende Menneskets Gierninger ere langt ypperligere end Bæsternes Bevægelser(=handlinger), som skee uden nogen foregaaende Betragtning og Overveyelse, da derimod Menneskets Gierning foretages af foregaaende Forstand og Villie.

CAP. II.

Om Loven i Almindelighed

Saasom Menneskets Gierning dependerer af Villien, og Villien er adskillig og foranderlig, derfore er det fornødent, for at indrette nogen Orden og Skik iblant Menneskene, og at forekomme all Forvirrelse, at der er en vis Regel og Rette-Snoer, hvorefter Menneskets Gierning maa øves.

Saadan Rette-Snoer kaldes Loven, hvilken er en Forordning, hvorved en Øvrigheds-Person forbinder sig sin Undersaat, at den efter hans Foreskrivelse skal indrette alle sine Gierninger: Foruden saadan Lov er ogaa anden Rette-Snoer, hvorefter Menneskernes Gierninger føres, saasom Raad og Forbund. Fra det første, nemlig Raad, kiendes Loven der udi, at et Raad kommer fra ens Lige og undertiden Undermand, men Loven alletider fra ens Overmand; et Raad søger at overtale ved at forestille grundige Aarsager, men Loven byder og befaler; et Raad gives et Menneske at samtykke eller- forkaste, men Loven paabyrdes et Menneske mod dets Villie.

OM HVAD DER HAR DREVET MENNESKERNE

Den rette Aarsag derfor, hvorfore Societæter og Stæder ere indstiftede, er Frygt, som det eene Menneske haver for det andets Ondskab, og derfor have de første Mennesker givet sig under Love og Øvrighed, der kunde beskytte de Svage imod de Sterke, og straffe Ondskab, som tilforn gik saa meget udi Svang, thi, dersom ikke Lov var, skulde, saasom Ordsproget lyder, det eene Menneske opsluge det andet.

Efterat Menneskerne nu ved Stæder og Regieringers Indstiftelser vare bragte udi den Stand, at de kunde være trygge og sikkre for hinanden, er det siden af sig selv fulgt paa, at de des overflødigere have nødt de Fordeeler og Beqvemmellgheder, som flyde fra det eene Menneske til det andet, og opfundet adskillige Kunster, hvorved Menneskerne have bekommet stor Nytte og Magelighed.

Nogle kunde maaskee vel indbilde sig, at den naturlige Lov var tilstrækkelig nok at holde Menneskerne udi Tømme, i det den lærer os, at vi ingen skulle beskadige, men omendskøndt der findes nogle gode Gemytter, der ikke beskadige andre, hvorvel de det uden Fare for Straf kunde giøre, ligemaade andre, der af Frygt for adskillige Uleyligheder, som deraf kunde komme, tvinge deres Begierligheder, saa findes derimod mange, der foragte all Ret og Biilighed, saa tidt de see nogen Gevinst og Fordeel, og stoele paa deres egen Styrke og Kunst, hvorved de kunde besnæere og undertrykke andre.

Tibage

Skiemte- digte
Demokritus og Heraklitus
uddrag
1748-54

Hvis Mennesket kun var som Tiger, Biørn og Løve.
Sligt Indfald, siger man, er smukt i Poesie.
Kiig udi Skrifter ind, see an et Anarchie,
Før Frihed ikkun ind, løs vore Baand og Kieder,
Brutalitet man meer blant Dyrene ey leeder,
En Biørn, en Ulv os da poleret kommer for;
Thi Broders Sverd da mod en Broder draget staaer,
En Fader mod sin Søn, en Søn imod sin Fader
Paatager Harnisk, og til Strid sig føre lader.
Hvo anseer uden Lov end det forjætte Land,
Er haard som Flintesteen, hvis han ey græde kand.
Naar Riset (pisken) kun er brudt, og Straf ey meer kand temme,
Strax seer man Mennesker i Mennesk-Blod at svemme;
Naar Øvrighed har Magt, og Lov sin Styrke, mist,
See af Societet om findes mindste Gnist.

Tibage