|
|
|
1
Egil endnu ikke var ude af landet. Hans broder
Hadd var hos ham. I nærheden på kongens gård Ålreksstad opholdt sig
en ung mand ved navn Frode, en slægtning af kongen og opfostret hos
kongen, en meget smuk ung mand, lige udvoksen; kong Erik lod ham
tilbage til hjælp for Bjergønund. På Alreksstad hos Frode opholdt sig
en ung søn af kong Erik og Dronning Gunhild ved navn Ragnvald; han var
da ti eller elleve år gammel og tegnede til at blive en ypperlig mand.
Inden kong Erik drog i krig mod sine brødre, lyste han Egil fredløs
over hele Norge, fra den ene ende til den anden, at dræbe for allemand.
Arinbjørn fulgte kongen i leding. Egil lå ude ved et havskær, der
hedder Vitar, udenfor øen Alden, fjernt fra hvor skibe kom; nogle
fiskere lå her, hvem han spurgte om nyt, og her hørte han, at kongen
havde gjort ham fredløs. Han kvad:
Ud på de lange veje
lukker han mig, lovskænderen,
blodøksen, brodermorderen,
forbryderen - selv under åget!
For det er Gunhild, den grusomme,
der er grund til forfølgelsen.
Men jeg skal dog vise heksen,
hvis hals der er hårdest!
Vejret var roligt, med vind fra fjeldet om natten
og havbrise om dagen. En aften sejlede Egil ud til havs; og fiskerne,
som var sat til at udspejde, hvad Egil tog sig for, roede da i land og
kunne fortælle, at nu var Egil lettet og stået ud til havs, og nu var
han rejst. Beskeden blev bragt for Bjergønund, og da han havde fået
den, sendte han alt det mandskab fra sig, han havde haft til sin
bevogtning, og roede ind til Alreksstad for at indbyde Frode til gilde,
for Bjergønund havde meget øl hjemme. Frode fulgte med ham tillige med
nogle mænd, og de gjorde sig nu lystige ved drikken uden at tænke på
nogen fare. Ragnvald kongesøn
2
tilbage
havde en seksårers karve, som var malet over
vandgangen; og da Frode var rejst hjemmefra, tog han sammen med sit
følge, som altid var med ham, tolv mand, i karven ud til Øen Herdla.
Her var en stor kongsgård, som blev bestyret af en mand ved navn
Skægthorer; Ragnvald var bleven opfostret hos ham i barneårene. Thorer
tog kærligt imod kongesønnen; og det skortede heller ikke på øl der.
Egil sejlede ud på havet om natten som før omtalt; men om morgenen
faldt vinden, og det blev stille. De drejede bi og lod skibet ride på
søen; men da havbrisen kom, vendte de og sejlede ind til skærene
udenfor Herdla, hvor de fandt et godt tilflugtssted og tjeldede over for
resten af natten. Egil gik selvtredje i skibsbåden og roede ind til
Herdla. Han sendte en mand op på Øen for at spejde, og han kom tilbage
og fortalte, at Ragnvald kongesøn og hans mænd sad oppe på gården og
drak. Af en af huskarlene, der var fuld, havde han fået at vide, at de
ville drikke mindst lige så meget som henne hos Bjergønund, skønt
Frode med andre fire mand sad der; men ud over husfolkene var der ellers
ingen mandskab på gården. Egil roede nu tilbage til skibet og bød
sine mænd stå op og væbne sig. Skibet lagde de ud for anker parat til
at sejle, og Egil lod tolv mand blive tilbage for at vogte det. Med de
andre sytten mand gik Egil i skibsbåden og roede ind ad sundene. De
passede det sådan, at de kom om aftenen ind til Fenring, og der lagde
de til uset i en vig. Egil bad de andre bie på sig, mens han selv gik
op på Øen for at spejde. Han havde sine sædvanlige våben, hjelm og
skjold, sværd ved bæltet og en kesja i hånden. Han gik frem på Øen
og henimod, hvor der var nogen skov; en hat havde han trukket ned over
hjelmen. Ved skoven traf han nogle drenge sammen med nogle store
hyrdehunde; han spurgte dem, hvad de ville der med de store hunde. De
undrede sig over hans uvidenhed, at han ikke vidste, hvad alle var
optaget af, at her på Øen gik en stor bjørn, som havde dræbt både
mennesker og kvæg, og på hvis hoved der var sat en pris. De
3
tilbage
vågede hver nat på Ask over kvæget, som var
spærret inde i et indelukke. Hvorfor manden for resten gik væbnet om
natten? Af frygt for bjørnen, oplyste Egil; og han kunne tilføje, at
den længe havde været efter ham om natten; men nu havde han set den;
den lå i dette Øjeblik inde i skovbrynet. Om alle folk lå og sov på
gården? Drengene sagde, at Bjergønund og Frode sad endnu og drak; de
holdt altid længst ud. ,,Så skulle I sige dem, hvor bjørnen er,"
tilrådede Egil; men selv ville han begive sig hjem. Han gik derpå sin
vej, og en af drengene løb hjem til gården. Der havde alle lagt sig
til at sove på nær Ønund, Frode og Hadd. Straks de hørte af drengen,
hvor bjørnen var, tog de deres våben og løb op mod skoven. En flig
skød frem af skoven med nogle spredte buske; her sagde drengen,
bjørnen var bleven set. De så kvistene bevæge sig og mente at skelne,
at bjørnen var der. Da sagde Bjergønund til Hadd og Frode, at de
skulle løbe frem bagom buskene og hindre bjørnen i at søge skoven;
selv løb han frem imod buskene. Han var væbnet med hjelln og skjold,
sværd om livet og en kesja i hånden. Men den bjørn, der var i busken,
det var Egil, og da han så Bjergønund komme, trak han sværdet og
hængte sig det draget på armen ved en strop i hæftet; kesjen tog han
i hånden og løb frem mod Bjergønund. Da Bjergønund så ham, øgede
han farten og skød skjoldet for sig; inden de mødtes, kastede de begge
spydet. Egil skivede sit skjold imod kesjen, så at den strejfede af og
fløj i jorden; men Egils spyd kom på bredsiden af Bjergønunds skjold
og gik igennem det på midten, langt op på bladet, så at spydet sad
fast, og Ønund fik vanskeligheder med at håndtere skjoldet. Egil greb
nu øjeblikkelig til sit dragne sværd; Ønund drog sit, men havde det
ikke halvt ude af balgen, før Egil var igennem ham med sit sværd;
Ønund hældede over, og Egil snappede rask sværdet til sig og huggede
omtrent hovedet af Ønund. Han tog derpå kesjen ud af skjoldet. Hadd og
Frode så Bjergønund falde og kom løbende til; Egil vendte sig imod
dem og kastede
4
tilbage
kesjen imod Frode, så at den gik gennem skjoldet
og brystet på ham; odden stod ud af ryggen, og han faldt død bagover.
Nu gik Egil med sværdet imod Hadd, og de skiftede ikke mange hug, før
Hadd faldt. Til drengene, som kom løbende, sagde Egil: ,,Sæt jer til
hyrder nu over jeres husbond Ønund og hans følgesvende og pas vel på,
at ikke vilde dyr og fugle kommer og tager deres lig." Egil gik
derpå sin vej, men var ikke kommen langt, førend han mødte elleve af
sine ledsagere; seks var bleven tilbage i båden. De spurgte, hvad han
havde udrettet. Egil kvad:
Længe nok var jeg langmodig,
lod mig min ejendom berøve
af en brovtende bøddel;
nu har jeg brudt halsen på ham;
den rå, skrydende rise
ramlede endelig sammen.
Hadd og Frode, frygter jeg,
fulgte Ønund i døden.
,,Men nu," sagde Egil, ,,skal de smage
vikingetægt her på gården. Slå alle ihjel, I ser, og tag alt med,
hvad I kan bære!" De løb til gården og ind i husene og dræbte
der femten til seksten mand, men nogle undløb. Derpå røvede de alt,
de kunne føre med, og ødelagde resten. Kvæget drev de til stranden,
slagtede det og bar kødet i båden, så meget den kunne bære. Efter
det roede de ud imellem Øerne. Egil var nu så vild, at ingen kunne
snakke med ham. Han styrede båden; og da de søgte ud af fjorden mod
Herdla, kom Ragnvald kongesøn roende den anden vej i den malede karve
sammen med sine tolv mand. De havde hørt, at Egils skib lå ved Herdla,
og agtede nu at underrette Ønund derom; men da Egil så karven, kendte
han den, styrede lige på den, og idet skibene stødte sammen, kom
skudens stævn imod rælingen af karven; den krængede sådan over, at
Søen strømmede ind og fyldte den. Egil greb kesjen og råbte
5
tilbage
til sine mænd, at ingen ombord på karven skulle
spares. De værgede sig ikke stort og blev dræbt alle tretten, Ragnvald
kongesøn og hans følge. Egil roede nu ind til Øen Herdla. Han kvad
følgende:
Nu har jeg gengældt Gunhild
for hendes kunster på Gaular!
Erik, for svig i arvesager,
har jeg givet røde øjne.
Ragnvald traf vi selvtrettende;
travlhed skaffer os kongen:
meget bistår vi Blodøksen
i mordet på hans familie!
På Herdla stormede de fuldtbevæbnet op til gården.
Skægthorer og hans husfolk så dem og rømte straks ud af gården,
karle dg kvinder, alt hvad gå kunne; og Egils folk plyndrede derpå
gården. Endelig begav de sig tilbage til skibet. Det varede heller ikke
længe, før landvinden rejste sig, og de gjorde sig rede til at sejle.
Men da alt var sejlklart, gik Egil op på øen. Han
tog en hasselstang og gik op på en bjerghammer, der vendte mod
land. På enden af stangen satte han et hestehoved, læste over det og
sagde: ,,Her sætter jeg op nidstang og vender forbandelsen imod kong
Erik og dronning Gunhild." Han vendte hestehovedet ind mod land.
"jeg vender forbandelsen imod alle landvætter tillige, som
beskytter dette land, så at de skal fare husvilde omkring og ikke kende
deres sted, før de har jaget kong Erik og Gunhild ud af landet!"
Derpå stødte han stangen ned i en fjeldspalte og lod den stå der. Han
ristede runer på stangen, som sagde, hvilken forbandelse der var
nedlagt deri. Derpå gik han tilbage til skibet. De satte sejl og
styrede ud til havs. Vinden tog nu til, og det blev hårdt vejr
agterind; skibet arbejdede og skred stærkt i Søen. Da kvad Egil:
6
tilbage
Vældigt gynget af vinden
vælter brusende bølger;
bjerge af vand mod stavnen
stemmer stormenes jætte.
Den blæsendes stride ånde
bryder isnende over
havhestens stavne og skyder
den skummende frem gennem sprøjtet.
|
Skallagrims
død.
|
Egil nåede uden uheld Island og slog sig ned igen
på Borg. Skallagrim var nu bleven gammel og alderdomsskrøbelig, så
Egil overtog helt ledelsen af ejendommen og driften.
En gang om høsten blev Egil indbudt til gilde hos
sin slægtning Thord på Lambestad nede ved Alftanæs. Thord var søn af
en søster til Bera Yngvarsdatter, Egils moder. Han havde ladet brygge
øl og bød Egil og hans kone Asgerd på besøg hos sig, og de tog til
Lambestad tilligemed en halv snes mand. Inden de rejste, kom Skallagrim
ud, tog afsked med Egil, før han steg til hest, og sagde: ,,Det
trækker ud, synes jeg, Egil, med regnskabet over de penge, kong
Adelsten sendte mig. Hvorlænge har du tænkt at lade gælden
stå?" ,,Er du nu helt pengesøde, fader?" spurgte Egil. ,,Det
vidste jeg ikke. Penge skal du få af mig, så såre jeg ved, du
trænger til det; men så vidt jeg ved, gemmer du endnu både en og to
kister fulde af sølv." ,,Du lader til at mene, at du allerede har
delt pengene med mig," siger Skallagrim. ,,Så har du vel heller
ikke noget imod, at jeg gør, hvad jeg vil med, hvad jeg har i
gemme?" ,,Det har du ikke nødig at spørge mig om," svarer
Egil, ,,aldenstund du dog gør, som du vil, hvad jeg så råder
dig." Derpå red Egil til gildet på Lambestad; det var meningen,
de skulle blive der tre dage. Men den samme aften, efter at Egil var
redet hjemmefra, lod Skallagrim sin hest sadle og red hjemmefra
7
tilbage
ved den tid, da andre folk gik i seng. Foran Sig på
hesten havde han en temmelig stor kiste og under armen en kobberkedel,
da han red bort; og det har siden været folks formodning, at han
sænkede den eller begge dele ned i en kilde, som kaldes Krumkilden, og
styrtede et stort klippestykke ned ovenpå. Skallagrim kom hjem ved
midnatstid og gik til sit sengekammer, hvor han lagde sig med klæderne
på; men om morgenen, da det blev lyst, og folkene stod op, fandt de
Skallagrim siddende død på sengestokken, allerede så stiv, at de
hverken kunne rette ham ud eller flytte ham af stedet. Man jagede en
mand på en hest, og han sprængte afsted til Lambestad og fortalte
Egil, hvad der var sket. Egil tog sine våben og klæder og red hjem til
borg om aftenen, og straks han var stået af hesten, gik han ad omvej og
gennem en bagdør ind i huset til briksen, hvor sengene stod, tog
Skallagrim i skuldrene og bøjede ham bagover, lagde ham ned på briksen
og ydede ham lighjælp. Egil lod nu grave hul i sydvæggen, og da det
var gjort, tog han selv ved hovedet af Skallagrim, de andre ved benene,
og bar ham ud igennem hullet og ud på Nøstenæs; her blev han stillet
foreløbigt under et telt for natten. Men om morgenen ved flodtid lagde
de Skallagrim i en båd og roede ham over til Digranæs. Her lod Egil
rejse en høj på den yderste spids af næsset, og heri lagde man
Skallagrim tilligemed hans hest, hans våben og hans smedeværktøj. At
der skulle være givet ham penge med i højen, forlyder der intet om.
Egil overtog nu arven, jorder såvel som løsøre. Hos Egil opholdt sig
Thorolfs og Asgerds datter Thordis.
|
Egils
Englandsrejse.
|
Erik Blodøkse regerede kun et år i Norge efter sin
faders død; så kom Hakon Adelstensfostre en anden søn af
Harald Hårfager, til Norge fra England; det var den samme sommer, som
da Egil rejste til Island. Hakon drog nordpå til
8
tilbage
Throndhjem og blev taget til konge der; vinteren over
var både han og Erik konger i Norge. Men om foråret samlede de begge
to hære sammen, og Hakon fik så langt de fleste folk; Erik så da
ingen anden udvej end at rømme landet; han rejste bort sammen med sin
dronning Gunhild og deres børn. Arinbjøn herse var kongens
fosterbroder og havde opfostret et af hans børn; kong Erik satte mest
pris på ham af alle lensmænd og havde sat ham til høvding over hele
Fjordefylke; Arinbjørn fulgte kongen ud af landet. De sejlede først
vesterpå over havet til Orknøerne. Der giftede kong Erik sin datter
Ragnhild med Arnfinn Jarl. Siden hærgede han med sin hær på Skotland
og England. Da kong Adelsten hørte det, samlede han en hær og drog
imod Erik; men da de traf hinanden, kom det til et forlig imellem dem,
og kong Adelsten overlod Erik styrelsen af Northumberland imod, at han
skulle være kongens landeværnsmand mod skotter og irer. Kong Adelsten
havde gjort Skotland skatskyldig under sig efter Olaf den Rødes fald;
men skotterne gjorde dog jævnlig opstand. Kong Erik havde sit sæde i
Jorvik eller York.
Det fortælles nu, at Gunhild lod berede sejd og
koglede det sådan sammen, at Egil Skallagrimsson aldrig skulle finde ro
på Island, før hun fik ham for øje. Den sommer, da Hakon og Erik
stredes om Norge, var der forbud for alle skibe mod at forlade Norge, og
der kom således ingen skib til Island og ingen efterretninger fra
Norge. Egil Skallagrimsson sad på Borg; men den anden vinter, efter at
Skallagrim var død, blev Egil tungsindig, mere og mere uglad, jo
længere vinteren skred frem. Om foråret gjorde han bekendt, at han
agtede at rejse bort samme sommer, og skaffede sig skibsfolk, tredive
mand; farten gjaldt England. Egil havde i sinde at besøge kong Adelsten
for at se, hvordan det havde sig med de løfter, han havde gjort ham i
sin tid, da de skiltes. Asgerd blev hjemme og styrede gården. Det blev
sent, inden Egil kom af sted; medbør måtte de vente på, og
9
tilbage
det led mod efterår og uroligt vejr. De kom først
ned nordenfor Orknøerne; men der ville Egil ikke lægge ind, fordi han
frygtede for, at kong Eriks magt rakte til øerne; de sejlede derfor ned
mod Skotland, fik storm og medvind og klarede uden om Skotland ind mod
Nordenglands kyst. En aften ved mørkefald og i hårdt vejr så de
brænding både forude og om bagbord; der var da ikke andet at gøre end
at sætte skibet på land, og det gjorde de. De kom ind ved mundingen af
Humber, og besætningen og størstedelen af ladningen bjergedes, men
skibet blev vrag.
Da de traf folk, fik Egil at vide og forstod, at nu
var der fare for ham, idet kong Erik og dronning Gunhild var kommen til
England, havde styre der, og det ikke langt fra, hvor de var landet, i
byen York. Han fik også at vide, at Arinbjørn herse var der hos kongen
og i stor gunst hos ham. Og da Egil var klar over dette, tog han sin
beslutning. Der var ringe udsigt til at undkomme, selv om han forklædte
sig, så lang vej der var ud af kongens riger, og let kendelig som han
var, og han kunne ikke tænke sig skammen ved at blive greben på et
flugtforsøg. Han bed da tænderne sammen, skaffede sig en hest og red
samme nat, som de var strandet, af sted mod York. Han kom dertil næste
dags aften og red straks ind i byen. Over hjelmen havde han en
bredskygget hat og var fuldt væbnet. Egil spurgte sig for om, hvor
Arinbjørn var at finde, og da han havde fået det at vide, red han til
huset, steg af hesten og traf en mand, hvem han henvendte sig til; det
blev ham sagt, at Arinbjørn just sad ved måltidet. ,,Vær så god, min
gode svend," siger Egil, ,,at gå ind i hallen og spørg Arinbjørn,
hvor han helst vil tale med Egil Skallagrimsson, ude eller inde."
,,Ingen ulejlighed," siger svenden; han går ind i hallen og siger
ganske højt: ,,Der står en mand her udenfor døren, så stor som en
trold; han bad mig gå ind og spørge, om du ville tale med Egil
Skallagrimsson ude eller inde."
"Gå ud og bed ham vente udenfor," siger
Arinbjørn, ,,han skal ikke vente længe
10
tilbage
Arinbjørn lod bordene tage bort og gik udenfor med
alle sine huskarle. Han hilste på Egil og spurgte, hvorfor ban var
kommen. Egil sætter ham med få ord ind i, hvad der var sket. ,,Og nu
skal du råde mig, hvad jeg skal gøre, hvis du vil stå mig bi."
,,Har du truffet nogen her i byen, som har kendt dig, før du kom
hertil?" ,,Ingen," siger Egil. ,,Vil hver mand tage sine
våben," siger Arinbjørn til sine folk. Det gjorde de, og da de
alle var væbnede, gik de til kongsgården, og Arinbjørn bankede på
døren ind til hallen og sagde, hvem han var. Dørvogteren åbnede
straks døren. Kongen sad ved måltidet. Arinbjørn udtog ti mand til at
gå med ind og sagde til Egil: ,,Nu skal du bringe kongen dit hoved og
omfavne hans knæ, men jeg skal tale din sag." Derpå gik de ind.
Arinbj ørn trådte frem for kongen og hilste ham. Kongen bød ham
velkommen og spurgte, hvad han ville. Arinbjørn holdt følgende tale:
,,Jeg har fulgt en mand herhen, som har rejst en lang vej for at opsøge
dig og bede dig om tilgivelse. Det tjener til din hæder, herre, at dine
uvenner af egen drift kommer rejsende fra fjerne lande, fordi de selv
der ikke har været i stand til at bære din vrede. Tag nu imod denne
mand, som det er en høvding værdig. Lad ham få din tilgivelse, han,
som er rejst så langt, over store have, og har forladt hus og hjem, og
som ingen anden grund havde til at drage ud på denne færd end
længslen efter at udsone sig med dig." Kongen så sig om og fik
ovenover hovedet på alle de andre mænd øje på Egil, så med hvasse
øjne på ham og sagde: ,,Hvor tør du vove, Egil, at vise dig for mig?
Sidst vi skiltes, var det sådan, at der ingen håb var for dit liv fra
min side." Da gik Egil frem til bordet og omfattede kongens knæ;
han fremsagde følgende:
Jeg kom over vrede bølger,
havhestens våde veje,
sinket af vind og sø,
anglers drot, for at se dig.
Vel må du kalde et sådant
venneskridt forvovent,
som at jeg nærmer mig
Harald Hårfagers herligste ætling.
11
tilbage
Kong Erik sagde: ,,Jeg behøver ikke at tælle alle
de sager op, der skiller imellem os; de er så mange og så fældende,
at en eneste af dem er nok til at dømme dig fra livet. Her er ikke
andet for dig at vente end at dø. Og det kunne du vide på forhånd, at
hos mig er der ingen forlig at få." Gunhild falder ind: ,,Hvorfor
ikke dræbe Egil straks, eller husker du ikke, konge, hvad han har
gjort, dræbt dine venner og frænder, oven i købet din egen søn, og
rejst nidstang imod dig; har nogen nogensinde hørt mage til vold imod
kongen selv?" Arinbjørn siger: ,,Hvis Egil har skadet kongens
omdømme, er han i stand til at gøre det godt igen med en lovprisning,
som vil stå til evige tider." ,,Vi vil ikke høre hans ros,"
sagde Gunhild. ,,Lad Egil straks blive ført ud, konge, og halshugget.
Jeg vil ikke høre et ord af ham og ikke se ham." ,,Kongen vil ikke
lade sig ophidse til ethvert niddingsværk af dig heller," sagde
Arinbjørn. ,,Han vil ikke lade Egil dræbe i nat, for drab om natten er
mord." ,,Det skal være som du siger, Arinbjørn," siger
kongen, ,,Egil skal have lov at leve i nat. Tag du ham med dig hjem, og
kom så til mig med ham i morgen." Arinbjørn takkede kongen for
hans ord og holdt endnu følgende tale: ,,Vi håber, herre, at Egils sag
vil stille sig i et noget bedre lys. For har Egil forbrudt sig svært
imod dig, så var der dog en årsag dertil, den uret, han har lidt fra
dine frænders side. Din fader kong Harald tog Thorolf, Egils farbroder,
af dage, en udmærket mand, uden anden grund end lavsindede menneskers
bagvaskelse. Og du, konge, nægtede Egil lovens beskyttelse imod
Bjergønund, stræbte ham efter livet og dræbte hans mænd samt
berøvede ham hans ejendom; oven i købet gjorde du ham fredløs og
jagede ham ud af landet. Og Egil er ikke
12
tilbage
en mand, der lader sig tirre. Men vil man dømme en mand, får man tage
hensyn til, hvor udæsket han har været. Nu skal jeg tage Egil med hjem i min varetægt
for i nat." Så snart de kom hjem, gik Arinbjørn med Egil til et lille kammer på loftet og
rådslog om sagen.
Arinbjørn siger: ,,Kongen var meget vred; men det forekom mig dog, han
blev noget mildere stemt, inden vi skiltes; det er muligt, skæbnen vender sig for dig. Men
Gunhild, ved jeg, vil sætte al sin magt ind på at ødelægge din sag for dig. Nu vil jeg
give dig det råd, at du våger i nat og digter et lovkvæde om kong Erik. Jeg tror, det var det bedste,
om det blev en drapa på tyve vers, og den kunne du så kvæde i morgen, når vi kommer for
kongen. Således bar min frænde Brage sig ad, da han var falden i unåde hos den svenske kong
Bjørn; han digtede en drapa på tyve vers på en nat og frelste dermed sit hoved. Det er
muligt, vi kunne forsone kongen på samme måde." ,jeg skal forsøge denne udvej,"
siger Egil, ,,når du vil. Men aldrig er det kommen i min tanke, at jeg skulle digte lovkvæde om kong
Erik." Arinbjørn had ham forsøge og gik derpå bort til sine mænd. De sad ved drikken til
midnat, så gik Arinbjørn med sit følge til sovekamrene; men inden han havde klædt sig af, gik han
op på loftet til Egil og spurgte, om det skred godt med kvædet. Egil siger, at han slet ikke
havde fået noget gjort.
,,Der har siddet en svale her ved gluggen og skreget hele natten, så
jeg ikke et øjeblik har haft ro for den." Da gik Arinbjørn ud af en dør, som førte op på
huset, og satte sig ved gluggen; han så, at en fugl eller noget. der havde forgjort sig som fugl,
forsvandt ned til den anden side af huset. Arinbjørn blev siddende der ved gluggen hele resten af
natten, til det blev lyst.
Og efter at Arinbjørn var kommen, gjorde Egil hele drapaen og havde
indprentet sig den sådan, at han kunne fremsige den om morgenen for
Arinbjørn. De holdt
sig nu rede til det øjeblik, de kunne træffe kongen.
Kong Erik gik til bords til sædvanlig tid med et stort følge,
13
tilbage
og Arinbjørn begav sig da med alle sine mænd fuldt
væbnede til kongsgården og krævede at blive indladt i hallen. Det
blev ham tilstedet; han og Egil gik ind med halvdelen af deres følge;
resten blev stående udenfor døren. Arinbjørn hilste på kongen, som
modtog ham vel, og sagde:
,,Her er jeg nu med Egil. Han har ikke gjort forsøg
på at løbe bort i nat. Nu vil vi vide, herre, hvad der skal blive hans
lod. Jeg venter, at du holder mig noget til gode, at jeg aldrig har
sparet nogen ulejlighed, ord eller dåd, når det gjaldt din fordel.
Alle mine ejendomme, frænder og venner i Norge lod jeg tilbage for at
følge dig, da alle dine andre lensmænd skilte sig fra dig, ikke mere
end rimeligt efter alt, hvad du har gjort for mig." ,,Hold op,
Arinbjørn," siger Gunhild, ,,at tale så vidt og bredt om dette.
Du har gjort meget for kong Erik, og han har lønnet dig rigelig derfor.
Du skylder kong Erik mere end Egil; det kan ikke være din mening, at
Egil skulle slippe ustraffet af kong Eriks vold, efter hvad han har
forbrudt." Arinbjørn siger: "Hvis du, konge, og din dronning
er bleven enige om, at Egil ikke skal have forlig, så er det æresskik
mellem mænd at give sin fjende lejlighed til at frelse sig indenfor
uges frist. Egil er kommen her af egen fri vilje og venter for så vidt
fred. Lad ham da gå, og lad os så se, hvordan skæbnen arter sig
imidlertid." ,,Det er let at se, Arinbjørn," siger Gunhild,
,,at du er Egil en bedre ven end kong Erik. Hvis Egil skal have lov at
ride herfra med en uges frist, vil han i den tid kunne nå til kong
Adelsten. Men kong Erik kan ikke skjule for sig selv, at han begynder at
stå tilbage for andre konger nu. For ikke sålænge siden ville ingen
have troet, at han ikke skulle have vilje og magt til at hævne sin tort
på enhver mand af Egils slags." Til det siger Arinbjørn: ,,Ingen
vil holde Erik for en bedre mand, fordi han slår en udenlandsk
bondesøn ihjel, der er kommen for at give sig i hans vold. Men hvis han
vil øge sit ry med sligt, da skal jeg sørge for, at det skal blive en
begivenhed, man vil snakke længe om, for hvad der
14
tilbage
fra nu af hænder Egil, det skal hænde os begge.
Dyrt vil du, konge, komme til at købe Egils liv, inden vi alle sammen
bider i græsset, jeg og mine følgesvende. Jeg havde ikke ventet mig af
dig, at du hellere ville se mig strakt til jorden end skænke en mand
livet på min forbøn." Da siger kongen: "sætter ikke lidt
på spil, Arinbjørn, for at stå Egil bi. ville gøre mig ondt at
tilføje dig skade, hvis det kommer så vidt, at du hellere vil udsætte
dit liv end se ham dræbt. Men skyldig er Egil, hvad jeg så siden gør
ved ham." Da kongen havde talt ud, gik Egil frem for ham og
begyndte at fremsige sit kvæde; han kvad med høj røst og fik straks
ørenlyd:
1. Jeg drog mod vest
på havets hest.
Da isen veg,
jeg skib besteg.
Jeg bar om bord
det gyldne ord,
for over have
med sangens gave.
2. Kun som en vånd
i kongens hånd
jeg bør af bånd
mig fri med ånd.
Får frem jeg bære
et digt til ære
for den folkekære,
som leder hære?
3. Giv alle agt på,
hvad med pragt
her bliver sagt
om kongens magt.
Ukendt af få
hans bane lå;
alverden så
kong Erik slå.
4. Blandt skjoldes brag
på kampens dag
slog kongens slag
alting i kvag.
Og sværd, som skrød
på skjold, som lød,
og spyd, man skød,
forkyndte død.
5. Af gny beruset
i våbensuset
fyrsten syner,
hvor slaget lyner;
vejen han baner
for flyvende faner
i våbenbyger,
hvor blodet ryger.
6. For slagmarksskrald
og fjende fald i våbengny
fik Erik ry.
15
tilbage
7. Hirdmænd i hallen,
lytter til skjalden!
Jeg melder mere,
frasagn flere,
i mange riger
om Erik kriger,
som voldte skårede
skjolde og sårede.
8. Sværd hørtes hamre
mod jernhjelm-kamre
og spydstråler springe
mod brynje og bringe.
Mænd blegne
så jeg og segne,
fældet som egen
i jernlegen.
9. Hvor oddene bed,
og mænd gik ned
i våbengny,
Erik fik ry.
10. Det blodige blad
skilte kroppe ad,
og den røde brad
gjorde ravnen glad.
Skotternes øder
ulven føder.
Ørn sætter blodspor
i Eriks fodspor.
11. Helvedes guder,
Ravn ådselbebuder,
af luft luder,
mens ulve tuder.Ravnen gynger
på ligdynger,
og ulven mætter
sig mange nætter.
12. Ulv og ravn
giorde Erik gavn.
Der stod blod om hans stavn
og om Eriks navn.
13. Mod målet ile
de slanke pile.
Buen strammes,
og mænd rammes.
Med pil peges,
ulv vederkvæges,
hørstreng flyver,
og pil klyver.
14. Sit skjold smider han,
i slaget skrider han,
til Hel sender
han sine fjender.
Fra morgengry
og til aftensky
vil gå et gny
af Eriks ry.
15. Han kom med krig
og efterlod lig.
Der stod blod om hans stavn
og om Eriks navn.
16. Om hvad kongen tragter
imod, jeg agter
til hirdmænds glæde
endnu at kvæde:
16
tilbage
Forhugget skjold
og mand gjort kold
og fjendens hold
i Eriks vold!
17. Den store kriger
sin hird beriger.
Aldrig sparer
en ven af farer.
Guldet en blund
Kun en stakket stund,
når hånden er rund,
får på kistebund.
18. Så fulgte da ære
Eriks hære,
sværdsangen
og bueklangen.
Ringene delte han,
sit rige helte han;
skåler bør tømmes,
når han berømmes.
19. Kvad jeg med smag
til kongens behag?
Stilhed i hallen
huede skjalden.
Fra hjertegrunden
vælded til munden
ved Odins gunst
skjaidskabets kunst.
20. Til din pris jeg kvad,
mens stille man sad.
I kongens gård
min kunst jeg forstår.
Min tanke jeg spandt
og med ordet bandt.
Vist alle fandt,
hvad jeg kvad var sandt.
Kong Erik sad højt oprejst, mens Egil kvad kvædet
og så ufravendt på ham. Da drapaen var sluttet, sagde kongen:
,,Kvædet kunne ikke fremføres bedre, og nu er jeg bleven enig med mig
selv om, Arinbjørn, hvordan vort mellemværende med Egil skal ordnes.
Du har taget dig af Egils sag med stor nidkærhed, så vidt som til at
stille mig et brud med dig selv i udsigt. Nu skal jeg for din skyld lade
det ske, som du vil have det, at Egil skal få lov til at rejse hel og
uskadt fra mødet med mig. Men du, Egil, hyt dig for nogensinde at komme
mig eller mine sønner for øje, når du er ude af denne stue, og kom
aldrig i nærheden af mig eller min hær. For selv om jeg nu for denne
gang skænker dig dit hoved, fordi du gav dig i min vold, og jeg ikke
vil øve niddingsværk på dig, så skal du dog vide, at dette er ingen
17
tilbage
forlig hverken med mig eller mine sønner eller nogen
af vore frænder, som står på deres ret." Da kvad Egil:
Jeg er ikke ked af,
konge, at få
en så hæslig ting
som mit hoved af dig.
Når så man mere
højmodig fyrste
unde nogen
ypperligere gave?
Arinbjørn takkede kongen med fagre ord for den nåde
og det venskab, han havde vist ham. Arinbjørn og Egil gik derpå hjem
til Arinbjørns gård. Her lod han hundrede beredne mand gøre sig i
stand og red med dem, fuldt væbnede, indtil de kom til kong Adelsten,
af hvem de fik en god modtagelse. Kongen tilbød Egil ophold hos sig og
spurgte ham, hvorledes det var gaaet ham hos kong Erik. Egil kvad:
Erik, ravnens ernærer,
mig overlod mine øjne,
en kongelig gave, syntes jeg,
selv om de også er sorte.
Æren tilkommer Arinbjørn;
ikke uden hans visdom,
som greb om nælden med hånden,
havde jeg nu mit hoved.
Da svogrene skiltes, gav Egil Arinbjørn de to
guldringe, han i sin tid havde fået af kong Adelsten; de vejede en mark
hver. Arinbjørn på sin side gav Egil sværdet Dragvandel, som han selv
havde fået af Thorolf Skallagrimsson, der havde det fra sin fader.
Skallagrim havde det fra sin broder Thorolf Kveldulfsson, som havde
fået det af Grim Lodinkinn, en søn af Ketil Høng. Dette sværd havde
Ketil Høng ejet og brugt i sine holmgange; det bed bedst af alle
18
tilbage
sværd. Arinbjørn og Egil skiltes med megen
kærlighed, og Arinbjørn rejste tilbage til York til kong Erik. Men
Egils ledsagere og skibsfolk lod man have fred, og de omsatte deres
varer i York under Arinbjørns beskyttelse; da vinteren var gået,
rejste de sydpå ned i England og samledes med Egil.
|
Egil og Hakon
Adelstensfostre.
|
Egil blev ikke lang tid i England, uagtet kong
Adelsten gerne havde beholdt ham hos sig som landeværnsmand. Til
England var fulgt med Arinbjørn en ung mand ved navn Thorstein
Eriksson, søn af Erik Alspag, lensmand i Vigen; hans moder Thora var en søster til Arinbjørn, og han var bleven
opfostret hos Arinbjørn.
Samme høst som Egil kom til England, indløb der efterretninger fra
Norge om, at Erik Alspag var død, og at kongens fogeder havde inddraget hans ejendom
under kronen.
Arinbjørn og Thorstein besluttede da, at Thorstein skulle rejse til Norge
og kræve sin arv tilbage lagde vejen om ad London med jærtegn fra Annbjørn til kongen og
til Egil, som skulle bede kongen om at give besked med til kong Hakon Adelstensfostre
vedrørende Thorsteins arvekrav i Norge. Kong Adelsten var straks villig, da Arinbjørn var ham
fordelagtigt bekendt.
Men da benyttede Egil lejligheden til at meddele kong Adelsten sin
beslutning om også at rejse til Norge for at inddrive det gods, Bjergønund ved Erik
Blodøkses hjælp havde berøvet ham, og som nu var i broderen Atle den Kortes besiddelse hvis han fik
ord med fra kongen. trøstede han sig til at få loven med sig denne gang. På indvendinger
fra kongens side svarede Egil, at han i hvert fald måtte til Island for at se til sin kone og
sine ejendomme der, inden han Atter gav sig i kongens tjeneste. Kong Adelsten føjede ham da og gav
ham et godt købmandsskib til rejsen, lastet med hvede og honning og andre varer.
Egil rejste sammen med Thorstein Erikksson eller Thorasson som han senere blev kaldt, efter
19
tilbage
at have taget afsked med kong Adelsten i den bedste
forståelse. Efter en lykkelig sejlads kom de til Norge og sejlede
gennem Vigen ind i Oslo fjord. Her og helt ind i Romerige lå Thorsteins
ejendomme. Thorstein udtog nu stævning vedrørende sin arv, og da han
forføjede over en anselig styrke og havde mange indflydelsesrige
frænder, hvortil kom kong Adelstens indlæg, blev det til, at Thorstein
foreløbig fik rådighed over arven; men kongen skulle foretage den
endelige afgørelse. Egil tog vinterophold hos Thorstein sammen med
andre tolv mand. Hveden og honningen blev ført hjem til Thorstein, og
de havde megen gammen om vinteren; Thorstein gjorde store gilder, og de
havde fuldt op af alting.
Hakon Adelstensfostre, som nu var konge i Norge, sad
den vinter i Throndhjem. Mod foråret rejste Thorstein og Egil sammen
tilligemed tredive mand gennem Oplandene og over Dovrefjeld til
Throndhjem og søgte foretræde hos kongen. Thorstein frembar først sin
sag og førte vidner i den vedrørende arven, og kongen var ham
venligsindet; han ikke alene fik bekræftelse på sin ejendomsret, men
blev gjort til lensmand af kongen, som faderen før ham havde været.
Derpå gik Egil til kongen og frembar sin begæring med samt en
henstilling fra kong Adelsten, vedlagt hans jærtegn. Egil opnævnede
det gods, som Bjørn høld havde efterladt sig, land og løsøre, og
gjorde fordring på halvdelen for sig og sin kone Asgerd, tilbød vidner
og edsaflæggelse i sin sag og oplyste, at han allerede havde gjort
dette overfor kong Erik, men at loven var bleven ham forment på grund
af Eriks overmagt og ophidselser fra dronning Gunhilds side; og her
gjorde han rede for alt, hvad der var forefaldet på Gulating. Endelig
bad han kongen unde ham lovens afgørelse i denne sag. Kong Hakon
svarede: ,,Det er bleven mig fortalt som min broder Erik og hans
dronning Gunhilds mening, at du, Egil, kastede med større sten, end du
kunne magte, i dette mellemværende med dem. Det forekommer mig, du
skulle lade det blive ved, at jeg ikke blander mig i
20
tilbage
sagen, selv om Erik og jeg ellers ikke enedes." ,,I
en så betydelig sag kan du ikke holde dig tilbage, konge," sagde
Egil, ,,sålænge hver mand her i landet, indfødt eller fremmed, har
at lyde din anordning. Så vidt jeg ved, bestemmer du, at der skal være
lov og ret for hver mand her i landet, og jeg kan ikke tro andet, end at
du vil give mig adgang til loven lige så vel som andre mænd. Hvad
angår byrd og frænder i ryggen her i landet turde jeg være
ligestillet med Atle den Korte. Men med hensyn til kong Erik og mig er
der det at Sige dig, at jeg mødtes med ham, og at vi skiltes sådan, at
han bad mig fare i fred, hvorhen jeg ville. Jeg vil nu tilbyde dig at
følge dig, herre, og gå i din tjeneste. Jeg skulle mene, at jeg ikke
står tilbage tor nogen at dine mænd som kriger. Det skulle undre mig,
om det varer længe, inden du og kong Erik kommer til at stå imod
hinanden igen, og om du ikke vil få erfaring for, at Gunhild har lagt
mange sønner til." ,,Min håndgangne mand bliver du ikke,
Egil," siger kongen. ,,Du og dine har hugget for store skår i min
æt til, at det går an, du får fast ophold her i landet. Rejs du ud
til Island igen og bliv ved din fædrearv. Der skal du ingen overlast
lide at mig og min familie; men her i landet vil du alle dine dage
finde, at vi frænder er de stærkeste. Men for min fosterfader kong Adelstens skyld skal du have fred her i landet til at forfølge din sag
efter lands ret, da jeg ved, kong Adelsten sætter dig højt." Egil
takkede kongen for hans løfte og bad ham give sig uomstødelige
jærtegn med til Thord på Aurland eller andre lensmænd i Sogn og på
Hordaland. Det tilsagde kongen ham.
|
Holmgangen med Ljot den
Blege.
|
På vejen til sit mellemværende med Atle den Korte
stødte Egil sammen med Ljot den Blege.
Egil og Thorstein skiltes på Dovrefjeld på tilbagevejen fra kongen;
Thorstein rejste hjem til sine ejendomme i Vigen, og Egil agtede sig ned
gennem Romsdalen til Sogn og
21
tilbage
Hordaland, hvorfra han, når han havde forrettet sit
ærinde, samme sommer ville sejle tilbage til Island. Egil rejste med
tolv mand ned gennem Romsdal og derfra videre til Møre, indtil de kom
til øen Hød; her tog Egil som gæst ind på Blindheim. Her boede en
lensmand ved navn Fridgeir, en ung mand, som just havde overtaget sin
fædrearv. Hans moder hed Gyda og var en søster til Arinbjørn herse,
en meget dygtig og gæv kvinde; hun styrede gården sammen med sønnen.
Der var god tid på gården, og Egil og hans mænd blev modtaget på det
prægtigste; et gilde blev givet for dem om aftenen. Husfruen Gyda gik
til samtale med Egil, spurgte til sin broder Arinbjørn og til flere af
sine frænder og venner, som var rejst til England med Arinbjørn. Egil
gav hende de oplysninger, hun ønskede. Da hun spurgte ham, hvorledes
det var gået ham selv, fortalte han hende det vigtigste og kvad
følgende:
Ugerne sætter sig gøgen
på steder, hvor hunde glammer:
Eriks tænder i England
skulle jeg hellere undgået.
Endnu en gang var det Arinbjørn,
som blev Egils frelse.
Vel rejst og forvaret
er den, der har trofaste venner.
Egil var meget munter om aftenen; men Fridgeir og hans
hjemmemænd lod til at være forstemte. En køn og net pige, som Egil
forstod var datteren i huset, havde sorg i en eller anden anledning og
græd sine modige tårer hele aftenen til forundring for Egil og hans
fæller. De overnattede på gården; men om morgenen var vejret så
hårdt, at de ikke kunne tænke på at sejle; de blev liggende vejrfaste
på øen i tre dage og blev ypperligt beværtede på gården. Omsider,
da vej ret bedagede Sig, gjorde de Sig rede til afrejse; Egil tog
afsked, med megen tak til husfruen og Sønnen, som fulgte
22
tilbage
dem ud af gården. Her så han Gyda stå og tale sagte
afsides med sin søn Fridgeir; Egil henvendte sig imidlertid til
datteren: ,,Hvorfor græder du, pige, jeg så dig aldrig glad?" Hun
kunne ikke svare, men græd endnu mere. Fridgeirs og hans moders
hviskende samtale endte med, at han højt sagde til hende: ,,Nej, nu vil
jeg ikke bede ham om det, nu er de færdige til rejsen." Da tog
Gyda mod til sig, gik til Egil og sagde: ,,Du skal vide, Egil, hvordan
det står til med os. Der er en mand, der hedder Ljot den Blege; han er
bersærk og holmgangsmand, alle er bange for ham. Han kom her og friede
til min datter; men vi svarede straks og gav ham nej, og nu har han
æsket Fridgeir til holmgang med sig; han skal stille i morgen på en
ø, der hedder Vorl. Nu vil jeg bede dig, Egil, om du vil følge med
Fridgeir til tvekampen. Hvis Arinbjørn havde været her i landet,
skulle vi sikkert ikke have behøvet at finde os i vold af sådanne folk
som Ljot." ,,Så meget skylder jeg din broder Annbjørn,"
sagde Egil, ,,at jeg følger med din søn, hvis han tror, han kan have
nogen nytte af det." Gyda takkede ham, og de blev nu dagen over på
gården. Om aftenen kom Fridgeirs venner, som skulle følge ham til
holmgangen; de var mange mennesker og gjorde sig lystige om natten ved
et gilde. Dagen efter gjorde Fridgeir sig rede og hans følge med ham;
det var godt sejlevejr, og de kom til øen Vorl. Her var der en
grønning i nærheden af søen, hvor holmgangen skulle finde sted;
pladsen var afmærket med en kreds at sten. Nu ankom Ljot med sit følge
og rustede sig til tvekamp. Han var væbnet med skjold og sværd. Ljot
var en meget stor, stærk mand. Og da han gik frem på marken til
ringen, kom bersærkergangen over ham; han begyndte at tude
blodtørstigt og bide i sit skjold. Fridgeir var en velvoksen og smuk
mand, men hverken stor eller overstærk; han havde aldrig før været i
kamp. Da Egil så Ljot, kvad han:
23
tilbage
Farlig kan blive for Fridgeir
den fjantede skjoldefortærer.
Lad mig befri møen
i mag for Mokkurkalven!
Se, hvor han holder omhyggeligt
skjoldet for hoppehjertet
og vender øjnene i hovedet;
han ved nok, hvad der venter ham!
Ljot fik øje på Egil og hørte, hvad han sagde. Han
vendte sig imod ham: ,,Kom du herhen, du store mand, og slås med mig,
hvis du tør. Det er mere lige end at slås med Fridgeir; ingen vil
regne det for noget, hvis jeg lagde ham omkuld." Egil kvad:
Hvem i alverden kan modstå,
når Mokkurkalven mjæger?
Ljots lille bøn er bevilget;
vi leger lidt med den Blege.
Se, hvor han skuler; vi skynder os;
skåne ham skal vi ikke!
Mokkurkalven skal mærke,
at han er til kamp på Møre!
Derpå gik Egil til tvekamp med Ljot. Han havde det
skjold, han plejede at bruge, sit sværd Nadr ved bæltet, men
Dragvandel i hånden. Men da han var kommen indenfor ringstenene, var
Ljot endnu ikke færdig. Egil rystede sværdet og kvad:
Drab plejer at påfølge,
når Dragvandel er draget.
Blodet at den Blege
bladet ret snart skal farve.
24
tilbage
Vi vil stede den store
fredsforstyrrer til hvile.
Det anes at Ljots ansigtsfarve,
at ørnene snart vil få davre.
Nu kom Ljot frem i ringen, og de rendte imod hinanden;
Egil huggede til Ljot, og Ljot dækkede sig med skjoldet; men Egil
huggede hug på hug så hurtigt, at Ljot slet ikke fik hugget imod; han
veg tilbage til ringstenene, og Egil efter med det ene hug efter det
andet, til han havde drevet Ljot ud at ringen og langt ud på marken.
Det var den første omgang. Ljot bad om hvil, som Egil tilstod ham. De
gik tilbage til ringen, og mens de hvilede sig, kvad Egil henvendt til
Fridgeir:
Det forekommer mig,
Fridgeir, at frieren lægger for dagen
evner som baglænsgænger.
Er den Blege mon bange?
Flittigt i løb på ageren
undgår mig ugerningsmanden;
han skulle da aldrig Ønske
at skåne Skaldepanden?
Nu bad Egil Ljot gøre sig færdig, for at de kunne få
en ende på holmgangen. Han løb ind på ham og huggede til ham, og
denne gang så nær, at Ljot veg bagover, ud at dækning at skjoldet;
Egil huggede til og traf ham på benet ovenfor knæet, huggede hele
benet at, og dermed var Ljot færdig. Egil gik tilbage til Fridgeir og
de andre, og de takkede ham meget for bedriften. Egil kvad:
Den rå morder og røver,
ransmanden, ham har vi strattet.
Jeg tog et ben at den trække;
fred nyder nu Fridgeir.
25
tilbage
Ingen tak til skjalden,
fordi jeg tugtede tyveknægten;
nærmest var det en fornøjelse
at nappes med den Blege.
Ljots død beklagede ingen; han havde kun gjort ulykker.
Han var at svensk oprindelse og havde ingen frænder i landet, var
vandret ind og havde beriget sig ved holmgange. Han havde dræbt mange
gode bønder og bagefter tilegnet sig ejendomsretten over deres jord;
på den måde var han bleven en rig mand både på land og løsøre. Det
var den gang holmgangslov, at enhver mand kunne æske en anden til
tvekamp, uden at det kunne afslås, og den, der sejrede, havde ret til
den andens ejendom. Efter holmgangen tog Egil med Fridgeir hjem og blev
hos ham en kort tid, inden han rejste sydpå til MØre. Han og Fridgeir
skiltes med megen kærlighed. Egil overgav Fridgeir at inddrage de
ejendomme, han havde ret til efter Ljots fald. Lov var det den gang, at
hvis en udlænding døde i landet uden at efterlade sig arvinger, skulle
arven efter ham tilfalde kronen; heraf rejste der sig siden
vanskeligheder. Egil drog til Fjordene og derfra ind i Sogn til Thord
på Aurland, overfor hvem han trembar sit ærinde med samt fuldmagt fra
kong Hakon. Thord lovede ham sin bistand i Sogn mod Atle, og Egil og
holdt sig en del at foråret hos Thord.
|
Egil og Atle den
Korte.
|
Egil sejlede til Hordaland på et rofartøj sammen med
tredive mand og kom til gården Ask, gik derop med tyve mand, mens ti
blev tilbage ved skibet. Atle den Korte var hjemme, og Egil lod ham
kalde ud med besked om, at Egil Skallagrimsson havde ærinde til ham.
Atle tog sine våben og gik ud sammen med alle de væbnede mænd, han
havde hos sig. Egil afkrævede ham den arvedel, der tilkom hans kone
Asgerd,
26
tilbage
og som han havde i forvaring. Hertil svarede
Atle, at
han betragtede sig som retmæssig ejer at godset efter den afgørelse,
kong Erik havde ladet falde overfor hans broder Bjergønund. ,,Jeg
troede, da jeg så dig, at du var kommen for at tilbyde mig erstatning
for mine brødre. Hvis det var tilfældet, ville jeg tale med dig, men
denne sag svarer jeg ikke paa." Egil erklærede, at Ønund var
falden på sine gerninger, eftersom han havde forholdt ham retten med
magt og voldeligt beslaglagt hans ejendom. Men nu ville han tilbyde Atle,
som han havde tilbudt Ønund, at Gulatingsloven
I dømte dem imellem; hertil havde han kongens minde.
Han endte med at stævne ham for Gulating, og Atle lovede at komme.
Derpå rejste Egil tilbage til Aurland i Sogn til sin frænde Thord og
blev hos ham, til tingtiden kom.
Egil og Atle den Korte mødtes så på tinget og talte
hver sin sag for mændene, der skulle
afsige dommen. Egil gjorde sit arvekrav gældende; men
Atle tilbød tolv mands ed på, at han
ikke i sin besiddelse havde noget gods, som tilkom
Egil. Men da Atle gik frem for dommerne
med sine vidner, standsede Egil ham og sagde, at han
ikke ville tage imod eder for sit gods.
,,Jeg vil derimod byde dig afgørelse efter en anden
lov, den nemlig, at vi går i holmgang med
hinanden her på tinget, og lad så godset tiltalde
den, der sejrer." Atle svarede, at han ikke
ville afslå at gå i holmgang med Egil. ,,Du
foreslår mig der noget, som jeg selv burde have
foreslået efter al den skade, jeg har at hævne på
dig. Mine to brødre tog du at dage, og hellere
end at trættes med dig, til hvad side det så går,
vil jeg slås med dig, når du byder mig det."
Derpå gav Egil og Atle hinanden hånden på, at en
tvekamp skulle afgøre, hvem at dem der
skulle have jorderne, de stredes om. De gjorde sig
straks rede til holmgangen. Egil gik frem
med hjelm på hovedet og skjold for sig og en kesja i
hånden; men sværdet Dragvandel havde
han ophængt ved sin højre hånd; det var i brug ved
holmgange, at man havde sværdet rede
straks for
27
tilbage
ikke at have nødig at drage det under kampen. Atle
var udrustet på samme måde; han var
en prøvet holmgangsmand, stærk og meget modig. Nu
ledte man en stor, gammel tyr frem,
det såkaldte blotnød, som den skulle ofre, der
sejrede i kampen. Denne gang var der kun et,
til andre tider kunne hver at parterne have sit
blotnød, som han ledte frem. Og da de var
færdige til holmgangen, løb de frem og kastede begge
to spydet; de gik i jorden begge to
uden at ramme. Derpå tog de til sværdene og huggede
rask ind på hinanden. Atle veg ikke; de
huggede hårdt og længe, så at skjoldene snart blev
forhuggede. Men da Atles skjold var helt
ubrugeligt, kastede han det fra sig, greb sværdet med
begge hænder og fordoblede sine hug.
Egil ramte ham på skulderen; men sværdet bed ikke;
han ramte ham anden og tredie gang,
kunne ramme ham, hvor han ville, da Atle var uden
dækning; men sværdet bed ikke, skønt
Egil svang det at al sin magt. Hans eget skjold blev
ubrugeligt, og han indså nu, at det ikke
kunne gå på den måde; her var heksen med i spillet;
han kastede da sværd og skjold, sprang
på Atle og greb ham med de bare hænder. Nu viste sig
forskellen i kræfter; Atle gik bagover,
og Egil ovenpå ham, og mens han holdt ham nede, bed
han struben over på ham. Det blev
Atles død. Egil rejste sig og stormede frem til
oftertyren, greb den med den ene hånd i mulen
og den anden i hornene og kastede med et vridetag
dyret, så det vendte benene i vejret, og
halsbenet brødes. Derpå gik han tilbage til sit
følge. Egil kvad:
Selv Dragvandel duede ikke
mod den, der døvede egge;
med de bare næver klemte
jeg kraften at Atle den Korte.
Mod egge og alskens våben
havde Åtle forsikret sig;
men det timedes troldkarlen,
at der er noget, der hedder tænder.
28
tilbage
Egil fik nu alle de jorder, han havde gjort fordring på
sin kone Asgerds vegne. Efter at have skøttet sine ejendomme i Sogn
rejste han til Thorstein Thorasson og opholdt sig hos ham en tid.
Men om sommeren gjorde Egil sit skib i stand og sejlede
til Island. Han landede i Borgetjord nær ved sin gård, lod sine varer
bære hjem og satte skibet op. Egil var nu en meget rig mand, førte et
stort og prægtigt hus. Egil viste sig ikke trættekær eller
umedgørlig overfor folk på Island; men der var heller ingen, der gik
ham for nær. Han holdt sig nu i ro på sin gård i en årrække. Egil
og Asgerd havde følgende børn: sønnerne Bødvar og Gunnar samt
Thorstein og døtrene Thorgerd og Bera, alle smukke og velbegavede bern.
Thorgerd var den ældste at Egils børn, den næstældste Bera.
|
Egils sidste
udenlandsrejse.
|
Efter års forløb spurgte Egil østerfra over hav, at
Erik Blodøkse var falden på vikingetog i vesten, hans englandshær
opløst, og at Gunhild og hendes Sønner havde begivet sig sydpå til
Danmark. Arinbjørn var vendt tilbage til Norge, hvor han var
genindtrådt i sine forrige værdigheder og besiddelser og stod i megen
gunst hos kongen. Egil kunne da igen ikke modstå sin lyst til at tage
til Norge. Mellem tidenderne udefra var også den, at kong Adelsten var
død, og at hans broder Jatmund rådede for England. Egil gjorde da sit
skib i stand og sørgede for bemanding. Med på rejsen fulgte Ønund
Sjone, søn at Åne på Ånabrekka; han var en stor og stærk mand, den
stærkeste i sin egn på den tid; somme ville mene, at han endogså
besad overnaturlige kræfter. Han havde været udenlands før. Ønund
var noget ældre end Egil; de havde længe været venner.
Rejsen forløb heldigt; de kom ind for midten at Norge,
og da de så land, stævnede de ind i Fjordene. Her hørte de, at
Arinbjørn var hjemme på sin gård; Egil lagde i havn i
29
tilbage
nærheden at gården, og det kom til et glædeligt møde
mellem ham og Arinbjørn. Egil tog ophold hos ham tilligemed elleve
mand. Han havde ladet gøre et udsmykket langskibssejl; det
gav han Arinbjørn tilligemed flere andre anstændige
gaver. Egil blev der om vinteren i gammen og ære. Han gjorde en rejse
til Sogn for at hæve sin landskyld og siden tilbage til Arinbjørn, som
gjorde et stort julegilde for sine venner og for bønderne i herredet.
En mængde mennesker kom til stede, og der var en rigelig beværtning i
julegave skænkede Arinbjørn Egil en slæbkjole af
silke, rundelig guldsømmet og med guldknapper hele vej en ned foran;
han havde ladet den gøre efter Egils størrelse. Desuden gav han ham en
ganske nysyet klædning at engelsk mangetarvet klæde. Til andre at sine
gæster gav Arinbjørn vennegaver, for han var en gavmild og formående
mand. I
anledning at sine gaver kvad Egil:
At Arinbjørn foræret
fik Egil en kappe at silke,
helt besat med guldknapper.
Gaves der gævere ven?
Hvad havde Erik evnet,
Blodøksen, uden Arinbjørn?
Få at en slig favnvidde
fødes nu om stunder.
Men efter julen blev Egil tungsindig i den grad, at han
ikke sagde et ord. Da Arinbjørn skønnede det, tiltalte han Egil og
spurgte ham, hvorfor han var tungsindig, om han var
syg, eller om der var andet i vejen, som man kunne
hjælpe ham med. ,,Syg er jeg ikke," siger Egil, ,,men jeg gør mig
Æd hovedbrud over, hvordan jeg skal komme i besiddelse at de
ejendomme, jeg erhvervede mig ret til, da jeg fældede
Ljot
den Blege nord på Møre. Jeg hører, kongens fogeder
har beslaglagt alt godset og lagt det ind under kronen. Skulle du ville
hjælpe mig at bjærge det gods?" ,,Jeg tror ikke, det
30
tilbage
er mod andsloven, hvis du tilegner dig dette
gods," siger Arinbjørn, ,,men som det er nu, er det min tro, det
ligger dig for fast. Til kongens gård er der en rummelig indgang, men
udgangen er trang. Vi har haft mange vanskeligheder med stridige mænd
i arvesager og det under forhold, hvor vi kunne lide mere på kongen,
end vi kan nu; vort venskab med kong Hakon stikker ikke dybt. Her gør
man vel i at følge det gamle ord, at man skal skåne den eg, i hvis
skygge man vil bo." ,,Alligevel," siger Egil, ,,står min hu
til at prøve et søgsmål, hvis vi har loven med os. Mulig vil kongen
unde os vor ret i denne sag, eftersom man har sagt mig, kongen skal
være en retfærdig mand og endogså selv følger de love, han har sat
her i landet Jeg vil tro, jeg gjorde bedst i at rejse til møde med
kongen og forelægge sagen for ham." Dette forslag optog
Arinbjørn uden varme: ,,Din stridbarhed, Egil, og din frygtløshed
går dårligt i spænd med det sindelag og den magt, kongen har; jeg
ved, han er ikke din ven, og jeg synes, han har årsag til ikke at
være det. Jeg ville foretrække, at vi lader den sag falde og bero,
som den er. Men hvis du vil have det, Egil, må jeg hellere rejse til
kongen og forebringe ham sagen." Dette tilbud modtog Egil med
megen tak og erkendtlighed. Kong Hakon opholdt sig just i Rogaland og
var ikke vanskelig at få adgang til; Arinbjørn traf ham og blev vel
modtaget. Efter en passende tids forløb frembar han sit ærinde og
forklarede, at Egil Skallagrimsson var kommen til landet, og at han
mente at have ret til det gods, Ljot den Blege havde efterladt sig.
,,Så vidt vi ved, konge, har Egil loven på sin side i denne sag; men
dine fogeder har beslaglagt godset og henlagt det under din ejendom.
Min bøn til dig, herre, er nu, at Egil må have lov til at forfølge
sin ret efter loven." Kongen var sen til at svare. ,jeg ved ikke,
hvorfor du påtager dig den slags sager for Egil. Han søgte mig en
gang, og da sagde jeg ham, at jeg ikke ville have ham her i landet af
årsager, som er dig tilstrækkelig bekendt. Egil skal ikke
31
tilbage
vove at stille de samme fordringer til mig som til min
broder Erik. Men til dig, Arinbjørn, er der at sige, at du skal ikke
blive en time mere i landet, hvis du agter udlændinge mere end mig og
mine ord. Jeg ved godt, at din tilbøjelighed er, hvor din fostersøn
Harald Gråfeld er; men i så fald gør du bedre i at slutte dig til
Gunhildssønnerne straks; jeg for min part regner ikke med din hjælp,
hvis jeg skulle komme i krig med dem." Da kongen tog sagen så
brysk, indså Arinbjørn, at det ikke førte til noget at forfølge
den videre; han beredte sig da til at rejse hjem. Kongen viste sig
temmelig unådig imod Arinbjørn, efter at han var bleven gjort
bekendt med hans ærinde; og Arinbjørn på sin side var ikke til
sinds at gøre mange indrømmelser overfor kongen. Således skiltes
de. Til Egil erklærede Arinbjørn, da han kom hjem, at han ikke
ønskede at forebringe flere af den slags sager for kongen. Egil tog
det mørkt; det var meget gods at miste og imod al retfærdighed.
Få dage efter lod Arinbjørn Egil kalde til sig i sin
opholdsstue en tidlig morgen i nogle få folks nærværelse og lod en
kiste lukke op, udbetalte heraf Egil fyrretyve mark sølv. ,,Disse
penge skal du have, Egil, i erstatning for Ljot den Bleges jorder. Jeg
finder det rimeligt, at du holdes skadesløs af min søstersøn
Fridgeir, fordi du frelste hans liv imod Ljot, og jeg ved, du gjorde
det af hensyn til mig; jeg føler mig derfor pligtig til at sørge
for, at du ikke berøves din ret." Egil tog imod pengene og
takkede Arinbjørn; her efter fik Egil sin glæde igen.
|
Egil og Arinbjørn på
hærtog sammen.
|
Denne vinter blev Arinbjørn hjemme pa sine garde; men
om foråret bekendtgjorde han, at han agtede at drage i viking. Han
havde tre meget store langskibe, som han udrustede med tre hundrede
mand, sine egne huskarle og bondesønner for resten. Egil besluttede
at rejse med ham og fik et af skibene at styre; med ham fulgte en del
af de ledsagere,
32
tilbage
han havde haft med fra Island. Men købmandsskibet,
han var rejst til Norge med, lod han føre til Vigen og overdrog en
anden part af sit mandskab at forhandle sine varer.
Arinbjørn og Egil holdt sydpå langs kysterne så
langt som til Saksland og hærgede der om sommeren med godt udbytte.
Men hen imod efteråret vendte de om og lagde på tilbagevejen ind til
Frisland. En nat i stille vejr søgte de ind i en flodmunding på
grundt vand; indenfor var store sletter og kort til skoven. Markerne
var opblødte, fordi det havde regnet meget. Her rustede de sig til
landgang og lod en trediedel af besætningen blive ved skibene. Inde
mellem floden og skoven lå den ene store landsby efter den anden;
indbyggerne flygtede, så snart vikingerne viste Sig. Landet vedblev
at være lavt, og vidt og bredt var det gennemskåret af grave, hvori
der stod vand; på den måde var agre og enge indhegnet; nogle steder,
hvor vejene gik over, var der broer. Indbyggerne flygtede til skovene;
men da vikingerne var kommen langt ind i landet, samlede friserne sig
i skoven, indtil de var bleven over tre hundrede mand, og stævnede
mod vikingerne. Det kom til et slag med dem; friserne blev slået på
flugt, og under forfølgelsen blev vikingerne spredt. Egil forfulgte
med nogle få andre en meget talrigere trop; friserne kom til en bro,
løb over den og kastede broen af efter sig. Da Egil kom til graven,
sprang han uden videre over den, et spring, som ikke var for andre
mænd, og de få, var med ham, gjorde da heller ingen forsøg derpå.
Således blev Egil alene med elleve frisere, som vendte om, da de så,
at han var alene, og angreb ham. Sammenstødet endte med, at han
fældede dem alle. Derefter skød Egil broen tilbage over graven og
fulgte efter vikingerne, som imidlertid var begyndt at vende tilbage
til skibene. Egil holdt Sig langs skoven for at dække Sig i den, hvis
han fik det nødig; men mellem ham og vikingerne samlede der Sig snart
en bob forfølgende frisere, så mange, at de til sidst fylkede sig
for anden gang og begyndte at skyde på vikingerne. Nogle af
33
tilbage
dem søgte skibene med byttet, hvoriblandt kvæg, som
de slagtede og bragte ombord, andre stillede sig op i en skjoldborg og
afværgede frisernes angreb så længe. Der gik ingen anden vej til
skibene end gennem frisernes slagorden; Egil i tog da sin kesja i
begge hænder, kastede skjoldet om på ryggen og sprang huggende og
stikkende ind på alt, hvad der kom ham i vejen, og på den måde
pløjede han sig frem igennem fylkingen, indtil han nåede igennem til
sine stalbrødre. De syntes, de havde fået ham tilbage fra de døde.
Man gik nu ombord og lagde ud fra landet. Derefter sejlede de til
Danmark.
Da de kom til Limfjorden og lå ved Hals, holdt
Arinbjørn husting med sine mænd og kundgjorde dem sin beslutning at
slutte sig til Eriksønnerne med den del af folkene, der ville følge
ham. Erikssønnerne, vidste han, lå i Danmark med en stor styrke hver
vinter, imellem at de var i viking om sommeren. Arinbjørn ville nu
lade dem rejse tilbage til Norge, der ikke ønskede at følge ham;
Egil gav han det råd også at vende tilbage til Norge og derfra
hurtigst muligt til Island. Man fordelte sig nu på skibene; de, der
ville tilbage til Norge, fulgte Egil; men resten, og det var
størsteparten, fulgte Arinbjørn. Han og Egil skiltes da med
inderligt venskab fra hinanden. Arinbjørn begav Sig til
Erikssønnerne og sluttede sig til sin fostersøn Harald Gråfeld; hos
ham blev han siden, så længe de begge levede. Men Egil sejlede til
Vigen, hvor hans købmandsskib lå. Om vinteren tog han ophold hos
Thorstein Thorasson.
Denne vinter foretog Egil en farefuld færd til
Vårmland i Sverige for på Thorstein Thorassons vegne at inddrive en
skat for kong Hakon Adelstensfostre.
Egil gjorde om sommeren sit købmandsskib i stand;
langskibet, som han var kommen fra Danmark med, forærede han
Thorstein ved afskeden. Af Thorstein fik han gode gaver, og de skiltes
med megen kærlighed. Egil sendte bud til Thord på Aurland og
overdrog ham at afhænde de jorder,
34
tilbage
han havde i Sogn og på
Hordaland, hvis der fandtes
købere dertil. Og da alt var rede, sejlede Egil ud af Vigen og op
nord langs Norge og derfra ud i havet. De fik god bør og landede i
Borgefjord, satte skibet op og lod varerne bringe i land. Egil drog
hjem til sin gård, hvor man modtog ham med glæde. Han forlod ikke
siden Island.
|
Tildragelser på
Island.
|
I disse år, mens Egil havde været på
udenlandsrejser, blev herredet omkring Borgefjord fuldt bebygget. Alle
de første landnamsmænd var døde, men deres sønner eller
sønnesønner befolkede herredet.
Grim Svertingsson hed en mand, der boede på Mosfell,
en rig og ætstor mand; en søster af ham var gift med Thorodd gode,
og deres søn var Skapte lovsigemand. Også Grim blev lovsigemand. Han
friede til Thordis Thorolfsdatter, Egils broder- og steddatter. Hun
var meget smuk; Egil satte hende lige så højt som sine egne børn.
Og da han vidste, Grim var en udmærket mand og partiet godt, blev
Thordis gift med Grim. Egil udbetalte hende derpå hendes fædrene-arv,
og hun levede siden længe på Mosfell med Grim. Olaf På, som var en
søn af Høskuld Dalakollsson og Melkorka, den irske konge Myrkjartans
datter, bejlede til Egils datter Thorgerd. Olaf boede på Hjardarholt
i Laksådal vester i Bredefjordsdalene; han var en meget rig mand og
anset for den smukkeste mand på den tid på Island; han var en meget
dygtig mand. Thorgerd var en stor, køn kvinde, klog og temmelig
heftig, men stille af sig til daglig. Egil fandt Olaf i alle måder
egnet for forbindelsen, så han fik Thorgerd, og hun flyttede hjem med
ham til Hjardarholt. De fik mange børn, hvorfra der nedstammede en
udbredt slægt. Egils anden datter Bera blev gift med Øssur
Ejvindsson, en broder til Thorodd gode i Ølvus.
35
tilbage
|
Bødvars død.
|
Egils søn Bødvar var da i opvæksten, en meget
håbefuld ung mand, køn og stor og lige så stærk, som Egil eller
Thorolf havde været i hans alder. Egil elskede ham meget, og Bødvar
var også faderen meget hengiven. En sommer lå der i Hvidå et skib,
som drev handel; Egil havde købt en del træ, som han lod sine
huskarle fragte hjem på et otteårers fartøj. En dag bad Bødvar om
at sejle med dem, og det gav de ham lov til. De var seks mand på det
otteårede skib, og da de skulle vende tilbage, blev det sent flodtid,
så at de blev forsinkede til ud på aftenen. Da rejste der sig en
rasende sydvest, som brødes med flodbølgen og satte hele fjorden i
oprør, som det så ofte hænder; skibet kæntrede under dem, og de
omkom alle. Dagen efter drev ligene i land. Nogle blev fundet sammen
med skibet inde ved Reykjarhamar; Bødvars drev ind ved Ejnarsnæs. Da
Egil fik ulykken at vide, red han straks ud for at søge efter ligene,
og det første, han fandt, var Bødvars. Han satte ham på sine knæ
foran på hesten og red ud med ham på Digranæs til Skallagrims høj.
Han lod højen åbne og lagde Bødvar ned i den hos Skallagrim; derpå
kastede de højen til igen, og med det blev de ikke færdige før ved
solnedgang. Derefter red Egil hjem til Borg. Da han kom hjem, gik han
straks til det sengested, han plejede at sove i, lagde sig og skød
skodden for. Ingen vovede at tale til ham. Det fortælles, at Egil
havde snørede hoser på og en trang kjortel af rød fustan og da de
satte Bødvar ned i graven, siger man at han svulmede sådan op, at
både kjortlen og oserne revnede. Dagen efter lukkede Egil ikke op for
sengekamret og tog hverken spise eller drikke til sig. Han lå der den
dag og natten efter, uden at noget menneske dristede sig til at tale
til ham. Men den tredie dags morgen, så snart det blev lyst, lod
Asgerd en mand kaste sig på en hest og ride, alt hvad remmer og tøj
kunne holde, vesterpå til Hjardarholt for at sige det til Thorgerd,
og om hun ville komme til Borg, så snart hun
36
tilbage
kunne. Budet kom der om eftermiddagen, og Thorgerd lod
straks sadle og red tilligemed to mænd samme aften og resten af
natten, indtil de kom til Borg. Thorgerd gik med det samme ind i
ildhuset; Asgerd hilsede hende og Spurgte hende, om hun havde fået
noget at spise. ,,Nej, jeg har ikke spist," svarede Thorgerd
tydeligt og jeg har ikke i sinde at tage mad i min mund før hisset
hos Freja. Jeg ved ikke bedre råd end min fader og vil ikke overleve
min fader og min broder." Hun gik til sengekamret og kaldte ind:
,,Luk døren op, fader, jeg har besluttet, at vi skal følges
ad." Egil skød døren fra, og Thorgerd gik op i aflukket og
stængede igen efter sig, lagde sig ned i en af de andre senge. Da
sagde Egil: ,det er vakkert af dig, min datter, at du vil følge din
fader. Du har vist mig megen kærlighed. Hvor kan man vente, at jeg
vil leve efter sådan en ulykke?" De tav nu en stund. Da siger
Egil: "Hvad er det, min datter, tygger du på noget?" "Jeg
tygger på tang" siger Thorgerd, ,,for det tror jeg, man bliver
ringere af; ellers får det ingen ende for mig med at dø." ,,Er
det da skadeligt?" spørger Egil. ,,Meget skadeligt," siger
hun. ,,Vil du have noget?" ,,Hvorfor ikke," siger han. Lidt
efter kaldte hun og bad om noget vand at drikke, og man bragte hende
et horn. ,,Det kommer af tangen," siger Egil, ,,den bliver man
endnu mere tørstig af." ,,Vil du have noget at drikke,
fader?" spørger hun. Han tog dyrehornet og drak en mængde. ,,Nu
har de narret os,
sagde Thorgerd, ,,det er jo mælk, vi har
drukket." Da bed Egil et skår ud af hornet, så dybt
tænderne rakte, og kastede hornet fra sig. ,Hvad
skal vi nu gribe til?" sagde Thorgerd, ,,nu er
vort forsæt jo strandet. Nu synes fader at vi
skulle forlænge vort liv så længe, du får hittet
et mindekvad over Bødvar:
"Hvis det skal blive din søn Thorstein, der skal gøre
mindekvad over Bødvar, vil det ske sent; det passer sig heller ikke,
at der ingen gravøl bliver drukket efter ham, men hvordan skulle du
og jeg kunne sørge for det?" Egil siger, det var
37
tilbage
ikke at vente, at han skulle kunne sætte noget
sammen, selv om han ville. ,,Men forsøges skal det," Siger han.
Egils anden søn Gunnar var også død kort tid før. Egil digtede da
det mindekvad, der er kommen til at hedde:
|
Sønnetabet
|
1. Det falder mig træls
at røre tungen;
en sten på brystet
stemmer for åndedrættet.
Med ordets tryllemagt
har det Sig trangt,
når tankens hus
i stormen hælder.
2. Digtergaven,
den idræt for guder,
ypperst af alle
fra oldtider,
for den er der lukket;
fra sindets lønkamre
vælder den ikke;
det volder sorgen.
3. Lydefrit lystrede
mig længe ordet,
viddets våben,
vel slebet;
men nu bruser brændingen
ind mod mine bådskure
og dundrer på døren
til min faders dysse.
4. Thi med min æt
lakker det mod enden,
som en skov skæmmet af stormen.
Den mand har mistet
sin munterhed,
der har set sine dyrebare
båret som lig over dørtærskelen.
5. Først vil jeg mindes
min faders endelig
Min moder
mistede jeg.
Inderst i sjælen
slynger et løvværk,
de gamles minde,
sig gennem min tanke.
6. Det hul, som bølgen
brød i min faders
gamle slægtsgærde,
det græmmer jeg mig over.
Men skarret efter min søn,
som søen slog,
det ved jeg vil altid,
altid stå åbent.
7. Meget har Ran,
havet, berøvet mig.
Ene er den,
hvem ingen elsker.
Mine slægtebånd
har søen sønderslidt;
livsstrengen i mit bryst
er bristet.
38
tilbage
8.Kunne jeg skifte
mig ret med spydskaftet,
da var det ude
med ødelæggeren.
Kunne man få ram
på den våde rovmorder,
gik jeg i holmgang
med havet gerne.
9. Men jeg fandt
mine kræfter for få
til at binde an
med min Søns bane.
Åbenbart
er det for alle,
at oldingen
er enligstillet.
10. Meget har Ran
berøvet mig.
Sent forvindes
ve over frændedød,
senest når han,
der var ættens håb,
blev taget bort
til lysere boliger.
11.Det ved jeg selv,
at i min søn
ytrede sig ikke
slet mands anlæg.
Raskhed, rankhed
var ham beredt,
havde ej Odin
lagt hånd på ham.
12. Altid var han
og jeg enige,
hvad så resten
rådede til.
Mit hus
holdt han oppe,
mine Støtter
stivede han af.
13, Ofte følte jeg
savnet af fæller;
blottet i ryggen
er den broderløse.
Det tænker jeg på,
når tvist trækker op;
ene mand
har lange øjne.
14. Hvor finder man nu
en modig fælle,
en stalbroder,
uræd for stålet?
Uden lyst
farer man med lempe,
når vennernes antal
skrumper ind.
15. Ransag, om du vil,
ryst hele fylket,
der lever ikke en,
du kan lide på.
Her falbyder man
sin broder for bøder
og åbner en handel
i hævnsager
39
tilbage
16. Det Siger man for sandt,
at mister man en søn,
gives ingen anden erstatning
end at avle en ny;
heller ikke
fyld er man hullet
med den første den bredeste
efter en broder.
17. Hoben huer mig ikke.
Frækhed og fred
følges ad.
Min døde dreng,
del af sin moder,
han er faret hen
til fædrenes solboliger.
18. Skibenes fjende,
den skummende
manddraber
står mig imod.
Kraftesløst,
når sorgen kører,
raver tankernes
tunge læs.
19. Min anden søn
af sygdom,
helsot,
for heden.
En dreng
uden dadel,
af ingen
ilde omtalt.
20. Det glemmes ikke,
da livets giver
gramsede til sig
gaven igen,
ættens blomst,
blod af mit blod,
og al min hustrus håb.
21. Med livets herre
var jeg forligt.
Pligtskyldigst
holdt jeg pagten,
til Odin selv,
al skæbnens ophav,
af eget vælde
brød venskabet.
22. Jeg ofrede gerne
til alfader 0din,
gudernes øverste,
siden man gør det.
Dog skylder jeg
skjaldenes fader
det, der er mere
end magt, i ulykker.
23. Af ulvens banemand,
den gamle blodsudgyder,
fik jeg fejlfri færdigheder,
dertil et sind,
om nødte somme
lurende avindsmænd
til åbent fjendskab.
40
tilbage
24. Hårdt er jeg ramt.
Nu står Hel,
den nådeløse,
ude på næsset.
Dog skal jeg glad
og med god vilje
bie mine dage
på døden.
Jo længere frem Egil kom i kvædet, desto mere
rettede han sig. Og da det var færdigt, fremførte han det for Asgerd
og Thorgerd og hele sin husstand. Derpå stod han op og satte sig i
sit højsæde. Han lod siden holde gravøl for sine sønner efter
hævdvunden skik. Og da Thorgerd rejste hjem, fulgte han hende af
gården med gaver.
|
Kvædet om
Arinbjørn.
|
Egil boede nu i mange år på Borg og blev en meget
gammel mand. Der haves ingen overlevering om, at han havde
retstrætter med nogen her i landet; heller ikke holmgange eller
manddrab berettes der om, efter at Egil havde taget fast ophold på
Island. Grunden til, at han ikke mere besøgte Norge, var den, som
før omtalt, at kongen ikke yndede ham. Han boede meget
standsmæssigt, som hans hu stod til, og savnede heller ikke midler
dertil.
Hakon Adelstensfostre rådede længe for Norge; men
omsider kom Erik Blodøkses sønner til Norge og gjorde ham riget
stridigt; de mødtes i flere slag, og Hakon sejrede som oftest. Det
sidste slag mellem dem stod på øen Stord i Hordaland; her sejrede
kong Hakon, men fik selv et sår, der blev hans død. Derefter overtog
Erikssønnerne kongevældet i Norge. Arinbjørn herse fulgte Harald
Gråfeld og var rådgiver for ham; han nød alle æresbevisninger,
ledede hæren og landeværnet; i forlening havde han Fjordefylke.
Arinbjørn var en stor kriger og en lykkelig hånd. Egil
skallagrimsson
41
tilbage
spurgte disse tidender om kongeskiftet i Norge og om,
at Arinbjørn igen var kommen tilbage til sine gårde i Norge og
holdtes højt i ære. Da digtede Egil kvædet om Arinbjørn. (Arinbj
arnarkvida). Det begynder således:
1. Jeg digter hurtigt
til heltens ære
og knapt
om den karrige.
Jeg kvæder frit ud
om fyrstens fortrin
og forholder mig tavs
om tykke løgne.
2. Spot har jeg tilovers
for skrydere
og for mine venner
veltalenhed.
Ofte har jeg siddet
i sal hos fyrster
med en udadlelig
digterevne.
3. Det glemmes ikke,
da Erik, den mægtige
konge, havde
mit liv i sin hånd.
Da var det, jeg drog
dristigheds hat
over mit hoved
og søgte til hersen.
4. Der hvor den vældige
valens herre,
folkets støtte,
stod for landet,
hård som jern,
i Jorvik,
vesterude
i det våde England.
5. Farligt at se,
frygteligt,
var da Eriks blik
under hvasse bryn,
de lyse, skarpe
slangeøjne,
kolde som månens
klare stråler.
6. Da gjaldt det for skjalden
om at stinde sig,
ville han fremføre
sit kvad for fyrsten.
Siges tør det,
de strømmende strofer
overhørtes
i hallen af ingen.
7. Skjaldelønnen,
som fyrsten skænkede
mig i mageskifte
for Suttungs mjød,
min ulvegrå,
ældede isse,
få ville
finde den fager.
42 tilbage
8. Gerne tog jeg
dog mod gaven
med samt de side,
sorte bryn
og denne mund,
hvis mæle førte
,,Hovedløsningen"
for kongens knæ.
9. Da stod en mand
mægtigt mig bi,
mer end alle
andre tilsammen,
en ven, om hvis trofasthed
der aldrig var tvivl,
uforfærdet
i alle farer.
10. Arinhjørn,
ypperst af mænd,
hyttede mig
imod kongens had,
fyrstens ven
og bedste værn,
han turde sige
fyrsten sandheden.
11. Kold mod venner
måtte man kalde mig,
skrøbelig
som skjald,
ufortjent
til nogens tillid,
gjorde jeg ikke
mod hersen gengæld.
12. Lang og stejl
er den sti, som fører
skjalden til hersens
hæders tinde.
Men se, jeg ved,
hvordan man åbner
mængdens Øjne
for mandeære.
13. Et sligt emne
som Arinbjørns hæder
former vennehånd
uden vanskelighed,
så lette at finde
er hans fortrin,
så elsket
er Arinbjørn.
14. Det første træk,
jeg taler om,
og som vides
af alverden,
er den ædle
Arinbjørns
ubegribelige gavmildhed.
15. Alle folk
med undren ser,
hvor rundhåndet
han er med sin rigdom.
Og få har som han
af Frejr og Njord
fået så endeløse
indtægtskilder.
43
tilbage
16. Hans hånd er åben,
hvor andres er knyttet,
selv om de ejer
aldrig så meget.
Der er langt mellem gårdene,
hvor gavmilde bor.
Ingen skæfter
allemands spyd.
17. Der gik ingen
fra Arinbjørn
med nej
i næven
eller knubbede,
krænkende ord,
men med glæden
over en gave.
18. Han samler ikke
længe på sølv
eller fjæler penge,
den mand fra Fjordene.
Guld yngler
for ejer at skifte.
Ringen gjordes
rund for at rulle.
19. Ingensinde
skulle det spørges,
at hvad skjalden
skylder denne
grænseløse
giver af gaver
skulle med utak
øses i havet.
20. Disse strofer
føjede jeg sammen
med morgenens klarhed
over min kunst,
en æresstøtte,
som urokket
skal længe stå
i digtningens land.
|
Ejnar Skåleglam og
Egil.
|
Mellem Egil og en yngre skjald ved navn Ejnar, kaldet
Skåleglam, opstod der et vcnskabsforhold. Ejnars bedstefader Bjørn
var en af landnamsmændene, som havde bosat sig i Bredefjord. Ejnar
var stor og stærk og en god idrætsmand; straks som ung var han
begyndt at digte og var meget lærelysten. En sommer på altinget gik
Ejnar til Egil Skallagrimssons bod; de kom til at tale sammen, inden
ret længe
44
tilbage
om skjaldskab, som var begges bedste fornøjelse.
Efter den tid indfandt Ej nar sig ofte for at tale med Egil, og de
blev særdeles gode venner. Ej nar havde nylig været i udlandet, og
Egil udspurgte ham udførligt om sine venner i Norge, ligeledes om
dem, han havde grund til at tro var hans uvenner; om stormændene
udspurgte han især meget. På sin side forhørte Ejnar sig om Egil og
hans storværker, og herom havde Egil ikke noget imod at udtale sig.
Ej nar spurgte ham, ved hvilken lejlighed han syntes, han havde været
udsat for den sværeste prøvelse. Egil kvad:
Ene jeg sloges mod otte
og to gange mod elleve
og blev samtliges bane;
til bords bød jeg ulven.
Skrald vi gjorde på skjolde
med skud af flyvende jern,
fægtende stødte vi sammen,
så funker fødtes af stålet.
Egil og Ejnar lovede hinanden venskab, inden de
skiltes. Ejnar rejste siden udenlands igen og kom sammen med de store.
Han var ødsel og lod stå til med, hvad han ejede, men en meget
dygtig og tapper mand. Han var i Hakon jarls bird på den tid, da han
og Erikssønnerne droges med hinanden og vekselvis fortrængte
hinanden fra landet. Kong Harald Eriksson Gråfeld blev fældet
søndernede ved Hals i Danmark, og det var ved svig; han sloges med
Harald Knutsson, som blev kaldet Guldharald, og denne derefter med
Hakon jarl. Sammen med kong Harald faldt også Arinbjørn herse. Og da
Egil hørte om Arinbjørns død, kvad han:
Ja, de bliver færre nu,
de fribårne, de faste,
som stod vel i strid
og var store givere.
45
tilbage
Som enlige øer i havet
er åbensindede mænd.
Hvorhen nu vende sig
efter en ven i verden?
Ejnar Skåleglam digtede den drapa om Hakon jarl, som
er bleven kaldt Vellekla. Jarlen ville en overgang ikke låne øre til
kvadet, fordi han var vred på Ejnar; men da Ejnar truede med at rejse
sin vej, lod han ham fremføre kvadet; og i skjaldeløn gav han ham et
skjold, som var en meget stor kostbarhed. Optrin fra gamle dage var
afbildet på det, og mellem dem var der lister af guld, indlagt med
stene. Ejnar Skåleglam var på Island for at besøge sin familie; om
høsten red han til Borg og tog ind som gæst der. Egil var ikke
hjemme; han var taget nordpå i herredet, men ventedes hjem. Ejnar
blev i tre dage; længere var det ikke skik at forblive som gæst på
et sted. Inden han rejste, gik han til Egils sæde og hængte det
dyrebare skjold op over det, idet han sagde til husfolkene, at
skjoldet var en foræring fra ham til Egil. Derpå red han bort; og
samme dag kom Egil hjem. Så snart han kom til sit sæde, så han
skjoldet og spurgte, hvis kostbarhed det var; man sagde ham, at Ejnar
Skåleglam havde været der og givet ham skjoldet. Da udbrød Egil:
,,Hvad bilder han sig ind. den elendige? Mener han, jeg skal våge om
natten og digte om hans skjold? Tag mig min hest; jeg skal ride efter
ham og slå ham ihjel." Man sagde ham da, at Ejnar var redet
tidligt om morgenen og nu allerede måtte være langt borte. Egil
digtede da alligevel en drapa, som begyndte således:
Sin røst opløfter skjalden
om skibenes prydelse,
skjoldet, det gyldne,
som den gavmilde
bragte mig til min gård.
Atter med digterskuden
46
tilbage
stævner jeg ud og styrer
den (agt på mit kvad,
Ejnar) med øvelse.
Egil og Ejnar bevarede venskabet for hinanden, så
længe de begge levede. Men om skjoldets videre skæbne fortælles
det, at Egil en gang havde det med til et bryllupsgilde; der blev det
tabt i et kar med surmælk og ødelagt. Egil lod guldlisterne tage af
det, og der var guld i dem til en vægtværdi af tolv øre.
|
Striden mellem Steinar og Thorstein
Egilsson.
|
På gården Ånabrekka boede der en rig bonde ved navn
Ønund Sjone. Da han blev gammel, overdrog han gården til sin søn
Steinar, en j ættestærk mand, styg og skrutrygget, langbenet og kort
i kroppen; han var anmassende og hensynsløs, en hård, angrebslysten
person. Da Thorstein Egilsson var bleven mand på Borg, rev det straks
ud med ham og Steinar. Bækken Hafsløk dannede fra gammel tid skellet
mellem Ånabrekkas og Borgs jorder. Syd for Hafsløk ligger der en
frodig engstrækning, som hedder Staksmyr; den hørte til Borg.
Stridighederne mellem Steinar og Thorstein
skyldtes, at Steinar flere år i træk lod sit kvæg
græsse på Staksmyr. Da Thorstein ikke med
det gode kunne tale sin nabo til rette, dræbte han
to af hans trælle, som var sat til at vogte
kvæget med udtrykkeligt pålæg om at rydde enhver
af vejen, der ville hindre dem adgangen
til græsningen på Staksmyr. Efter loven betød det
tre års landsforvisning at dræbe en træl,
med mindre man inden tre dages forløb havde betalt
trællebod; men to sådanne drab var lige
med landsforvisning for stedse eller fredløshed.
Denne bestemmelse søgte Steinar at
benytte sig af overfor Thorstein. For gode ord og
betaling skaffede han sig løfte om støtte af
høvdingerne Ejnar og Tungu-Odd til at føre sagen
mod Thorstein og stævnede ham derefter
for trælledrab. Thorstein udtog ingen modstævning
for Steinars forseelse; men kort efter
sendte han bud til sin frænde Grim Svertingsson på
Mosfell og lod ham sige, hvad der var
sket.
Egil ytrede sig ikke meget om sagen, men skaffede sig
dog i stilhed nøje underretning om uenigheden mellem Thorstein og
Steinar, ligeledes om, hvilke mænd Steinar havde
47
tilbage
til at stå bag sig ved retsforfølgelsen. Sendebudene
kom tilbage, og Thorstein lod til at være tilfreds med udfaldet af
deres færd. Thorstein Egilsson samlede en stor styrke til vårtinget
og kom der en dag før de andre mænd. Han begyndte straks at tjelde
sine boder; da han var færdig, lod han en anden bod indrette og
tjelde, og den var meget større end andre boder; men der var ingen
folk til den. Steinar kom ridende til tinget med et stort følge;
Tungu-Odd havde et meget stort følge. Der var sort af mennesker på
tinget. Man begyndte nu på retsforhandlingerne. Thorstein tilbød
ikke forlig og erklærede overfor forligsmændene, at han ønskede at
lade dom falde i sagen, idet han tillagde det liden betydning, hvad
Steinar påstod i anledning af sine trælles drab; de havde givet
årsag nok dertil. Steinar gjorde stort væsen ud af sagen; han havde
lovens bogstav på sin side og et tilstrækkeligt stort følgeskab til
at sikre sig lovens overholdelse; han gjorde sig meget tyk på tinget.
Efter at man dagen igennem havde fremført sagerne, skulle dommerne
træde sammen til afsigelse om aftenen. Med ordenen på tinget havde
Thorstein opsigt, det var en hævd fra den tid, hans fader havde haft
godordet og rådighed over tingfølget. På begge sider var man fuldt
væbnede.
|
Egil Skallagrimsson på
tinge.
|
Da så mændene fra tingsletten, at der kom en skare
krigere ridende nede langs med Gljufrå med blinkende skjolde. Og da
de red ind på tinget, red der en mand i spidsen iført en blå kappe,
med forgyldt hjelm på hovedet, omgjordet med sværd og med
guldbeslået skjold; i hånden havde han en kesja, også guldindlagt.
Det var Egil Skallagrimsson, der kom, og med ham firsindstyve mand,
alle vel væbnede og rede som til slag. Det var lutter udvalgte folk;
Egil havde opbudt alle de bedste og forvovneste bondesønner i omegnen
af Mosfell. Egil red med flokken til de boder, som Thorstein havde
ladet tjelde og gøre i stand til dem på forhånd; der
48
tilbage
steg de af hestene, og Thorstein gik sin fader imøde
med hele sin styrke og bød ham velkommen. Egil lod sit rejsegods
bære ind i boderne og hestene sætte på græs; derpå gik Thorstein
og deres forenede mandskab til tingstedet og satte sig, hvor de
plejede at sidde. Nu rejste Egil sig op og sagde med høj stemme: ,,Er
Ønund Sjone her til stede?" Ønund svarede og tilføjede: ,,Jeg
er glad over, at du er kommen, Egil. Nu vil alt det ordne sig, der
skiller folk fra hinanden." ,'Er det på din anstiftelse, at din
søn Steinar har lagt sag an imod min søn Thorstein og har samlet en
hob sammen for at få ham gjort fredløs?" ,,Nej," siger
Ønund, ,,jeg har ikke voldet deres trætte. Tværtimod har jeg sat
meget ind på at bevæge Steinar til at slutte forlig med Thorstein,
såsom jeg altid har villet spare din søn Thorstein for skam,
begrundet på det hjertevenskab fra fordums tid, der altid har
bestået mellem dig og mig, Egil, siden vi blev opfødt her sammen som
nabos børn." ,"Det vil hurtigt vise sig," siger Egil,
,,om du mener noget med det, du siger, eller om det kun er mundsvejr,
hvilket jeg ikke er for at tro. Jeg husker de dage, da vi begge ville
have fundet det usandsynligt, at vi skulle have noget udestående med
hinanden, eller at vi ikke skulle kunne styre vore sønner og forbyde
dem den slags fjanteri, jeg hører skal opføres her. Det er mit råd,
så længe vi er i live og så nær, at vi kan have indflydelse på
deres stridigheder, at vi tager denne sag i vor hånd og gør ende på
den og lader ikke Tungu-Odd og Ejnar hidse vore sønner sammen som et
par hvinske heste. Og lad så Odd og Ejnar for fremtiden se sig om
efter andre indtægtskilder." Da stod Ønund op og sagde: ,,Det
er, som du siger, Egil, vi kan ikke være bekendt at være til stede
på et ting, hvor vore sønner trættes. Aldrig skal den skam overgå
os, at vi ikke skulle holde dem forligt. Det er min vilje, Steinar, at
du lægger denne sag i mine hænder og lader mig afgøre den, som jeg
synes." jeg ved dog ikke," sagde Steinar, ,,om jeg sådan
uden videre vil lade min sag falde, efter at
49
tilbage
vi har fået så store folk til at tage sig af den.
Det vil komme an på Odd og Ejnar, hvorvidt sagen skal sluttes eller
fremmes." Steinar forhandlede med Tungu-Odd, og Odd stod ved,
hvad han havde lovet, at hjælpe ham til en kendelse efter loven eller
en sådan afgørelse, som han kunne være tilfreds med; han advarede
ham imod, hvad der ville ske, hvis Egil kom til at dømme i sagen. Da
sagde Ønund:
,,Hvad Odd har under tungen, kan jeg ingen hensyn tage
til. Ham skylder jeg hverken godt eller ondt, men Egil har gjort mig
store tjenester, og ham tror jeg mere end alle andre. Heri vil jeg
råde for os begge, som jeg har gjort før. Det vil være klogt for
dig ikke at få os alle sammen imod dig." ,,Du tager hårdt på
vej, fader," siger Steinar, ,,men jeg tror, vi vil komme til at
angre det, hvis vi følger dit råd." Og Dermed gav Steinar sagen
i Ønunds hånd at fremme eller forlige efter loven. Og så snart
Ønund havde fået rådighed over retsforfølgelsen, gik han til
Thorstein og Egil og sagde:
,,Jeg overlader nu dig Egil, selv og alene at træffe
retsafsigelsen i denne sag efter dit eget forgodtbefindende; du er
den, jeg stoler på i denne min sag som i alle andre." Derpå gav
Ønund og Thorstein hinanden håndslag og tog vidner på, at Egil
Skallagrimsson skulle ene mand afgøre sagen, uomstødeligt, på
tinget; forhandlingerne sluttede for den dag, og folk begav sig til
deres boder. Thorstein lod tre okser trække til Egils boder og slagte
til fortæring for ham på tinge. Men da Tungu-Odd og Steinar kom til
deres boder, erklærede Odd sig løst fra sin forpligtelse overfor
Steinar, siden sagen var lagt i Egils hånd; Steinar havde ikke andet
hertil at sige, end at Odd havde fulgt ham som en mand, så vidt han
kunne, og at deres venskab kun var blevet yderligere styrket herved.
Dagen efter begav Egil Skallagrimsson sig til
tingstedet tilligemed Thorstein og deres samlede mandskab. Ønund og
Steinar såvel som Tungu-Odd og Ejnar havde også indfundet sig. Og da
folk havde sluttet deres indlæg, stod Egil op
50
tilbage
og sagde: ,,Er Ønund Sjone og hans søn Steinar nær
nok til at høre mine ord?" Ønund siger, at det var de. ,,Da vil
jeg nu," vedblev Egil, ,,forkynde forligsafsigelsen mellem
Steinar og Thorstein. Til at begynde med vil jeg minde om, at min
fader Grim kom her til landet og tog land her, så langt myrerne går
og hele herredet rundt, satte bo på Borg og
gav sine venner land derfra, der hvor de siden har
boet.
Åne gav han hus og hjem på Ånabrekka, som Ønund og
Steinar siden besiddet. Vi ved alle, Steinar, hvor skellet går mellem
Borg og Ånabrekka, det er Hafsløk. Ikke fordi du er uvidende om det,
Steinar, lod du dit kvæg græsse på Thorsteins jord og tilegnede dig
hans ejendomsret; du mente, han var falden så meget fra sin slægt,
at han ville finde sig i ran fra din side, og det skønt både du,
Steinar, og din fader Ønund må have i erindring, at Åne fik sin
jord af min fader Grim. Desårsag dræbte Thorstein de to trælle. Nu
er det indlysende for enhver, at de er falden på deres gerninger, og
at der ikke kan kræves bod for dem, ja, selv om det havde været frie
mænd, ville boden være forbrudt. Fordi du derfor, Steinar, havde til
hensigt at tilsnige dig ejendomsretten til min søns jord, den som jeg
overdrog ham, og som jeg tog i arv efter min fader, skal du rømme din
jord på Ånabrekka og ingen erstatning nyde derfor. Hermed følger,
at bo eller ophold her i herredet søndenfor Langå skal være dig
forment. Ånabrekka skal du være ude af før fardag eller efter
fardag være fredløs for enhver mand, der vil stå Thorstein bi, hvis
du ikke retter dig efter den dom, jeg her har afsagt over dig."
Og da Egil satte sig, tog Thorstein vidner på hans kendelse. Da sagde
Ønund Sjone:
,,Det vil folk synes, Egil, at den dom, du har afsagt,
hælder noget rigeligt til den ene side. Hvad mig angår, skal det
siges, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, for at skille deres
trætte; men herefter skal jeg ikke spare på, hvad jeg kan gøre for
at skade Thorstein." ,,Jeg tænker," siger Egil, ,at du og
din søn vil lægge lige så meget til jeres ulejlighed
51
tilbage
med os, som I lader striden med os trække længere
ud. Jeg troede, du vidste, Ønund, at jeg har hævdet min ret før,
selv overfor folk som dig og din søn. Men Odd og Ejnar, som har
hjulpet med til dette lovtrækkeri, har sandelig indlagt sig fortjent
ære!" Egil red igen hjem til Mosfell, og fader og søn skiltes
meget venligt fra hinanden.
|
Steinars endelige
fordrivelse.
|
Egils søstersøn Thorgeir Blund var med på tinget og
havde stået kraftigt på Thorsteins side i retssagen. Han bad nu Egil
og Thorstein om at give sig landet der ved Myrerne; han havde før
boet søndenfor Hvidå ved Blundsvatn. Egil så det gerne og rådede
også Thorstein til det, så det blev til, at de gav Thorgeir
Ånabrekka. Han boede der en tid, men viste sig i alle måder som en
dårlig nabo, og Thorstein blev da enig med sin fader om at fjerne
ham. Han flyttede så længere sydpå i landet.
Steinar drog med hele sit bo ud på den anden side af
Langå og slog sig ned ved Leiruløk. Men Thorstein kunne ikke leve i
sikkerhed for Steinar, sålænge han boede så nær ved som ved
Leiruløk. Steinar søgte at få hævn for den tort, han havde lidt.
Ved flere lejligheder lagde han sig i baghold efter Thorstein, og der
forefaldt drab på begge sider, men det lykkedes ham ikke at komme
Thorstein selv til livs. Stridighederne mellem de to endte med, at
Thorstein med trusel om overfald og drab tvang Steinar til at flytte
endnu længere nordpå.
Thorstein Egilsson var en redelig, retsindig mand, som
lod folk i fred, men fast, hvis man gik ham for nær; de fleste fandt
det fordelagtigere at undgå at prøve ham.
|
Egil Skallagrimssons
død.
|
Egil Skallagrimsson blev en meget gammel mand og
alderdomsskrøbelig, så at syn og hørelse slog ham fejl; heller ikke
var han sikker på benene mere. Han boede fremdeles
52
tilbage
på Mosfell hos Grim og Thordis. En dag Egil stavrede
ude langs husvæggene, snublede han over sine fødder og faldt; det
så nogle kvinder og lo af ham og sagde: ,,Det er ringe med dig nu,
Egil, siden du går og falder over dine egne ben!" Husbonden
Grim, som hørte det, bemærkede: ,,Kvinderne var knap så raske på
det, da vi var yngre." Da kvad Egil:
Den gamle krikke snubler
med kraftesløse koder.
Du slår dit skaldede hoved,
når du hverken kan se eller høre.
Med alderen blev Egil til sidst helt blind. En dag, da
det var vinterkoldt, gik Egil til arnen for at varme sig.
Kvindfolkene, som skulle lave mad, talte da om, at det var underligt,
at sådan en mand, som Egil havde været, skulle ligge i vejen for
dem, så at de ikke kunne passe deres arbejde. Egil gav gode ord og
mente, det lod sig gøre at deles om pladsen ved ilden; men de jog ham
væk, kunne ikke have ham til at sinke sig i arbejdet. Egil rejste sig
og gik til sin plads. Han kvad:
Den blinde føler med fødderne
og famler sig frem til ilden
og betler om varme hos kærlinger,
som kyser ham bort med kosten.
Og det var mig, hvem den ædle
Englandsherre kong Ådelsten
tyngede ned med guldringe
til tak for min veltalenhed!
En anden gang, da Egil gik hen til ilden for at varme
sig, spurgte en mand ham, om han havde kolde fødder, og varede ham
mod at komme for nær til ilden med dem. Egil indrømmede, at rådet
var godt, men helt let var det ikke at
53
tilbage
styre sine fødder, når man ikke kunne se; det var
sørgeligt at miste sit syn. Og Egil kvad:
Tiden er lang.
Her ligger den ældgamle,
en gang yndet
af konger, alene.
Jeg har to koner:
mine kolde hæle;
hvem der kunne
holde dem varme!
Det var i de år, Hakon den Mægtige kom til
regeringen, da var Egil Skallagrimsson oppe i firserne; han var endnu
ved godt helbred, når undtages, at han var blind. En sommer, da folk
gjorde sig i stand til at rejse til tings, bad Egil Grim om at måtte
ride med ham. Det trak Grim på; til sin hustru Thordis sagde han,
hvad Egil havde bedt om, og bad hende skaffe sig at vide, hvad der lå
under hans anmodning. Thordis gav sig i samtale med Egil; hendes
selskab var hans største glæde. ,,Er det sandt, frænde,"
spurgte hun, ,,at du vil ride til tings? Jeg ville ønske, du ville
sige mig, hvad det er for en sag, du vil have fremmet." ,,Det
skal jeg sige dig," svarede Egil, ,,det er noget, jeg har gået
og tænkt på. Jeg har i sinde at tage de to kister med mig til
tinget, som jeg fik af kong Adelsten, og som begge er fulde af
engelske sølvpenge. Så vil jeg lade kisterne bære op på lovbjerget
en dag, når der er allerflest folk til stede, og så vil jeg strø
pengene ud, og tror du, de vil dele dem pænt og ligeligt mellem
hverandre? Jeg tror, der vil blive en puffen og uddelen af kindheste,
og måske at alle på tinget vil ende med at ligge i håndgemæng med
hinanden." ,,Et ypperligt på fund," siger Thordis, ,,det
vil blive husket, så længe Island står." Thordis fortalte
derpå Grim, hvad det var, Egil havde fundet på, og Grim var klar
over, at et sådant narrespil måtte forpurres. Og da Egil igen talte
med Grim om ting-
54
tilbage
rejsen, slog Grim det hen, så at enden blev, at Egil
blev siddende hjemme; men han syntes ikke om det og så ikke godt ud i
den anledning.
På Mosfell drev man kvæget til sæters, og Thordis
var oppe på sætrene i tingtiden. En aften, da man var ved at gå i
seng på Mosfell, kaldte Egil to af Grims trælle til sig og bad dem
hente sin hest, han ville ride i bad. Da han var færdig og kom ud,
havde han sine to sølvkister med og steg til hest, red med trællene
over tunet og over en bakke; her så man dem sidst. Om morgenen, da
folkene stod op, så de Egil tosse omkring mellem klipperne Østen for
gården med hesten efter sig; de hentede ham og bragte ham hjem.
Og hverken trællene eller kisterne kom siden for en
dag. Man har gisnet meget på, hvor Egil
kan have skjult sine penge. Østen for Mosfell
skærer en dyb kløft sig op i fjeldet; om foråret
ved tøbrudstid er der et vandfald her, og efter at
kløften igen er løbet tør, har man fundet
engelske penge i den; nogle mener derfor, at Egil
har skjult pengene her. Nedenfor tunet på
Mosfell er der et stort, meget dybt uføre; mange
har været af den mening, at Egil har sænket
kisterne ned her. Søndenfor åen er der varme bade
og store huler i nærheden, og her mener
andre, at Egil kan have skjult sine penge; man har
ofte siden set ild brænde over
stedet, som almindeligt hvor der er nedgravet skatte.
Hvad trællene angår, forklarede Egil, at han havde dræbt dem, også
at han havde fjælet pengene, men hvor sagde han aldrig til noget
menneske.
Om høsten faldt Egil i en sygdom, som blev hans
endeligt. Og da han var død, lod Grim ham iføre gode klæder. Derpå
blev han ført ned til Tjaldenæs; man gjorde en høj, og i den blev
Egil lagt med sine klæder og våben.
|
Kristendom men kommer til
Island.
|
Grim på Mosfell blev døbt, da kristendommen blev
vedtaget ved lov på Island. Han byggede en kirke på Mosfell,
55
tilbage
og det hedder sig almindeligt, at Thordis lod Egils
lig flytte til kirken. Et bevis derfor er, at da der siden blev bygget
en ny kirke på Mosfell og den gamle brudt ned, fandt man
menneskeben under det sted, hvor alteret havde stået,
og de var meget større end almindelige menneskeben. Efter meget gamle
folks udsagn måtte man formode, det var Egils. Skafte Thorarinsson,
en troværdig mand, som den gang var præst ved kirken, tog Egils
hjerneskal og satte den op på kirkegårdsdiget. Den var forunderlig
stor, men især var det uåfaldende, hvor tung den var; udenpå var
den ujævn som en muslingeskal. Skafte ville overtyde sig om, hvor tyk
hovedskallen var; han tog derfor en temmelig stor håndøkse og slog
på den af al magt med banen for at knuse den; men der, hvor slaget
faldt, blev benet hvidt, men det hverken gav sig eller revnede; så
man kunne da forstå, at den skalle ikke let havde taget skade af
småmands hug, mens der endnu var svær og kød på den. Egils ben
blev gravet ned udenfor på kirkegården på Mosfell.
|
Her ender Egils saga
|
Thorstein Egilsson lod sig døbe, da kristendommen kom
til Island, og byggede en kirke på Borg. Han blev kristendommen tro
og var en mand af gode sæder. Han blev en gammel mand, døde
sottedød og blev begravet ved den kirke, han havde ladet bygge på
Borg.
Fra Thorstein nedstammer en udbredt slægt,
hvorimellem mange stormænd såvel som
skjalde; det er myremændenes æt, som går tilbage
til Skallagrim. Det holdt sig længe i
denne æt, at nogle af mændene var stærke og
krigerske, andre derimod af et
fredsommeligt sindelag. Flere af myremændene var de
styggeste folk, men andre nogle af
de smukkeste, der har været set på Island, som
Thorstein Egilsson og hans søstersøn
Kjartan Olafsson eller Hall Gudmundsson, ikke at
tale om Helga den Fagre, Thorsteins
datter, hende som Gunløg Ormstunge og Skjalde-Ravn
stredes om.
56
tilbage
Af Thorsteins sønner var Thorgeir den stærkeste, men
Skule den betydeligste. Han boede på Borg efter faderens død. Skule
var længe i viking. Han var stavnbo på Jerubarden, Erik jar's skib,
i slaget ved Svold, hvor kong Olaf Tryggvason faldt. På sine
vikingetog deltog Skule i syv slag.
|
|