Folkeviser

Ebbe Skammelsøn

se noter

l
Skammel han bor sig nør i Ty,               Ty= Thy - nordjylland
han er baade rig og kaad;                    kaad = glad, munter
saa væne har han Sønner fem,             væne=flotte, smukke
de to fores ilde ad.
Fordi træder Ebbe Skammelsøn
saa mangen Sti vild.

2
Ebbe han tjener i Kongens Gaard
baade for Guld og Ære;
hjemme sidder Peder, hans Broder,
han lokker hans Hjertenskære.

3
"Hil sidder I, stalten Adelus,
og syr Hr. Ebbe Klæder!
Ebbe han tjener i Kongens Gaard,
han spotter eder og hæder."

4
"Saa grant da kender jeg Ebbe,            grant=godt
og Ebbe kender grant sig:
han spotter ingen stalt Jomfru,              stalt=stolt
halv mindre spotter han mig."

5
"Hør I stalten Adelus,
vil I være min Fæstemø?
det vil jeg for Sanden sige:
Ebbe, min Broder, er død." 

6
Drukke de det Fæstensøl                  Fæstensøl=forlovelsesøl
end den samme Nat,
Brylluppet end før Maanedsdag      
de raadte det i-saa brat.

7
Det var Ebbe Skammelsøn,
han vaagned om Midjenat;
talte han for sin næste Svend
af sin Drøm saa brat.

8
"Mig tyktes, at min Stenstue                Tyktes=syntes
stod al i lysen Lue;
der brændte inde Peder, min Broder,
og saa min skønne Jomfrue."

9
"Det I tykte, jer stenstue
stod al i brændende glød,
det er: Peder, jer Broder,
holder Bryllup med jer Fæstemø." 

10
Det var Ebbe Skammelsøn,
han bandt sig Sværd ved Side;
saa bad han sig Orlov,
hjem til sin Fader at ride.

11
Det var Ebbe Skammelsøn,
han kom saa vel i Lag:
han kom til sin Faders Gaard
den første Bryllupsdag. 

12
Ud kom Ebbes Søstre to
med Guldkar paa hviden Haand:
"Velkommen, Ebbe, vor Broder,
hjem til vort eget Land."

13
"Hør I det, mine Søstre to,
hvad jeg spør eder ad:
hveden er dette møgle Folk,     møgle Folk=store folkemængde
her er samlet i Dag?"

14
Svared hans yngste Søster
udaf saa megen Nød:
"Det er Peder, din Broder,
holder Bryllup med din Fæstemø." 

15
Sin ene Søster gav han Guldbrase paa Bryst,
den anden Guldring paa Haand:
"Dem havde jeg agtet min Fæstemø,
førte dem af fremmed Land."

16
Den ene Søster bad ham hjemme være,
anden bad ham heden ride:
"bliver du her i denne Nat,
bliver os alle til Kvide.

17
Ebbe han vendte sin Ganger omkring,
han vilde af Gaarden ride;
hans Moder fik i Tøjlen og holdt,
hun bad ham hjemme bide.

18
Hans Moder fik ham Hynde og Stol,
at sidde paa de Øverste Bænke;
hans Fader fik ham Kande i Haand,
bad, han skulde gaa at skænke.

19
Skænked han den brune Mjød
og saa den klare Vin;
Sinde han til Bruden saa,
randt ham Taar paa Kind.

20
Silde om den Aften,
Rimen han faldt paa,
det da var den unge Brud,
hun skulde til Senge gaa.

21
Fulgte de den unge Brud,
alt til det Brudehus;
for gaar Ebbe Skammelsøn,
han bær for hende Blus.

22
Ledte han den unge Brud,
alt ad den Højeloftsbro:
"Mindes l det, stalten Adelus,
I gav mig eders Tro?"

23
»Al den Tro, jeg eder gav,
den har Peder, eders Broder;
men alle de Dage, jeg leve maa,
jeg vil eder være for Moder.-

24
"Jeg loved jer ikke til min Moder,
jeg loved jer til min Viv!
derfor skal Peder Skammelsøn
lade sit unge Liv."

25
"Hør I, stalten Adelus,
I rømmer med mig af Lande!
jeg vil slaa Peder, min Broder, ihjel,
og taale for eder den Vaande."

26
"Slaar I Peder, eders Broder, ihjel,
siden skal I mig miste!
saa maa I sørge jer selv til Døde
som vilden Fugl paa Kviste." 

27
Det var Ebbe Skammelsøn,
han sit Sværd uddrog;
det var stalten Adelus,
han til Jorden vog.

28
Saa tog han det blodige Sværd
alt under sit Skarlagenskind;          Skarlagenskind=fint tøj
saa gik han i Stenstuen
for Peder, sin Broder, ind.

29
"Hør du, Peder Skammelsøn,
du tøver altfor længe;
Bruden længes fast efter dig
udi sin Brudeseng."

30
Mælte det Peder, hans Broder,
svared han alt saa brat:
"Saa gerne vil jeg dig unde
at sove hos Bruden i Nat."

31
Det var Ebbe Skammelsøn,
han sit Sværd uddrog;
det var Peder, hans Broder,
han til Jorden vog.

32
Hans Fader gjorde han ilde saar,
hans Moder miste en Haand;
fordi træder Ebbe Skammelsøn
saa mangen vild Sti om Land.
Fordi træder Ebbe Skammelsøn
saa mangen Sti vild.

Tilbage

Näcken bortför jungfrun

se noter

1.
Näcken han satt uppå en sten
Vaker upp, mina redeliga drängar!
så skapar han kött uppå sina ben. –
Ty hon har sofvit tiden för länge.

2.
Näcken han gångar åt körkegård,
med gullgalon på hatten å utslagit hår.

3.
Näcken han gångar i kyrkan in,
det rann upp en ros på jungfrunes kind.

4.
Näcken han gångar åt kyrkan fram,
med kronor och kransar uppåsin arm.

5.
Presten, som får altare sang:
"Be Gud bevara er för den främmande man!"

6.
"Jag är väl intet så främmande man,
jag år konungens son af Engeland."                gå også til:

7.
"År ni konungens son af Engeland,
hvad var får en rumpa som efter eder slang

8.
"Det var väl ingen rumpa, fast eder tyckes så:
det var mitt utstofferad' fórgyllande hår.

9.
Når gudstjånsten var sluten,
och folket gingo hem,

10.
men junfrun stod
qvara och talte med sin vän:

11.
 "Viljen I veta, hvad jag, är för en man,
så är jag konungens son af Engeland."

12.
Första taget de körde får sann,
så körde de neder til sjöe-strand.

13.
"Kära ni Håfast, ni kóren intet så hårdt!
mina fålar äro starka, men vägen är lång."

14.
Andra taget de körde då,
så körde de neder i böljan blå.

15.
"Kära ni Håfast, kören intet omkull
min töm år af silke, min sela är af gull,"

16.
Hjästar och släda de komma vär till land, -
Vaker upp, mina redeliga drängar!
men jungfrun hon somnar i Näcken famn. –
Ty hon har sofvit tiden för länge.



Tilbage

Noter:
redelige: ærlige/forstandige
Sofvit: sovet
åt körkegård: til kirkegården
gullgalon: guldbånd
rann upp: kom
bevara er: frelse jer
rumpa: hale
slang: slæbte
fast: skønt
Utstofferad : Pyntede
quara: tilbage
viljen: vil
första taget: det første tykke kørte de sandelig til
ni Håfast: I Håfast (hans navn.)
Folar: heste
töm: tømme
somnar: falder i søvn

Tilbage

Nøkkens svig

se noter

1.
Der ganger dans udi kongens gård,
- under liden -
der danser møer med udslagen hår.
Mig tykkes, det er tungt at ride.

2.
Der danser møer med udslagen hår,
der danser ridder' med dragen sværd.

3.
Der danser ridder' med dragen sværd,
kongens datter hun for dem kvæ'r.

4.
Stalt var den jomfru, hun kvad så;
det hørte han nøkken, under isen lå.

5.
Op stod nøkken, og klædte han sig:
"Monne ikke den stalt jomfru vild' have mig?'

6.
Han skaber sig klæder både gule og grønne,
han kalder sig hr. Alfast, kongens søn.

7.
Han skaber sin hest båd' sort og hvid,
i forgyldene sadel så rider han did.

8.
Der han kom til borgeled,
en bededans den gik derved.

9.
Han bandt sin hest ved kirkeknap
Han gik i dans til visen slap.

10.
Den jomfru rækker hun hånd fra sig:
"Vil l, hr. Alfast, dans' hos mig?"

11.
"Jeg vil ikke danse hos dig,
foruden du vilt følge mig...
 
12.
Hør I, stalt jomfru, vil l følge mig,
en kron' af guld så giver jeg dig.

13.
Jeg giver eder så godt et guldbånd,
der kom aldrig på eders land.

14.
Eders fader er kong' over alt dette land;
han gav eder aldrig slig et guldbånd.

15.
Eders fader er kong' over alt dette rige;
han gav eder aldrig en guldkron slig."

16.
"Hvorlunde da skal jeg følge dig?
der holde så stærke vogter' på mig.

17.
Mig vogter fader og moder,
dertil otte ridder' gode."

18.
"Alt om dig vogted al din æt,
da skal I mig følge, det haver I jæt."

19.
Så væn da havde han Fole, var spag,
han satte den jomfru ved sin bag.

20.
Han rider sig over hede;
hans guld det skinner så vide.

21.
De red igennem stub og stavn.
Hans hest stander ved så vildt et vand.

22.
"Hør I, hr. Alfast, min fæstemand,
hvad vil l hos dette vilde vand?"

23.
"Jeg er ikke hr. Alfast, din fæstemand,
mit hjem det er i dette vand."

24.
Med fyrre sko og femten søm
den jomfru sank neder for striden strøm.

25.
Det måtte man høre så langt af led,
- under liden -
hvor den jomfru under vandet skreg
Mig tykkes, det er tungt at ride.
 
Tilbage

Noter
liden: bakken
kvæ´r: synger
nøkke: et mandligt, overnaturligt væsen, der lever i vandet.
Andre navne: åmand, havmand
did: derhen
bededans: frierleg
kirkeknap: kirkespir
foruden: liden
slig et: et sådant
æt : slægt
jæt: lovet
fole: ung hest
spag: tam
stub og stavn: "over stok og sten"
langt af led: langt borte

Tilbage
 

Harpens Kraft

1.
Hr. Vellemand og hans væne Brud,
  — Strengen er af Guld -
de legte Guldtavel i deres Bur.
Saa liflig legte han for sin Jomfru.

2. 
For hver en Gang Guldtavel paa Bordet randt,
saa mange Taare den Jomfru fælded.

3. 
"Hvad heller græder I for Guld saa rød?
heller græder I, for I er bleven min Mø?

4.
Hvad heller græder I, for jeg er ikke rig?
heller I tykkes, det jeg kan ikke være Eders lig'?"

5.
"Jeg græder ikke for Guld saa rød,
det er og med min Vilje, jeg er blevet Eders Mø.

6.
Jeg græder ikke, for I er jo rig,
fuldvel da maa I være min lig'.

7.
Jeg græder langt mere for Blide, (Blide= navn på en bro)
som jeg skal over ride.  

8.
Der sank neder min' Søstre to,
den Tid de lod deres Bryllup bo."

9.
"I skal ikke græde for Blide,
min' Svende skal med Eder ride.  

10.
Jeg skal lade gøre en Bro saa bred,
hun koster mig tusind Gylden i Fæ. (Køer)

11.
Min' Svende skal med Eder ride,
og hundrede ved hver Eders Side.

12.
Det skal jeg lad' gøre Eder til Ære:
tolv Ridder' de skal Eders Ganger føre."  

13.
Han lod lægge under hendes Ganger de røde Guldsko,
og saa rider hun til Blidebro.

14.
Der hun kom der midt paa Bro,
da snaved hendes Gang i røde Guldsko.

15.
Hendes Ganger blev skred med femten Søm, 4 søm til hver hestesko=16. 15=uheld 
neder sank den Jomfru for striden Strøm.

16.
Alle toge Ridder' efter Sadelbue,
men ingen kund' hjælpe den skønne Jomfrue.

17.
Jomfru rakt' op sin hvide Hand:
"Min ædelig Herre, hjælper mig til Land."

18.
"Hjælp dig saa sandt Gud og den Helligaand,
som jeg ikke nu hjælpe kan."

19.
Hr. Vellemand taler til Smaadreng sin:
"Du hente mig hid Guldharpe min."

20.
Hr. Vellemand tog Harpe i Hænde,
han gaar for Strømmen at stande.  

21.
Han legte alt saa liste,
der rørtes ikke Fugl paa Kviste.  

22.
Han slog Harpen saa saare,
det hørtes over alle de Gaarde.  

23.
Barken sprak udaf Egetræ,
og Hornet af den bøvendes Fæ.   brægende køer

24.
Barken sprak udaf Birke,
og Knappen udaf Marikirke.

25.
Saa slog han Harpen af Harme,
hans Brud udaf Troldens Arme.  

26.
Saa slog han Harpen til Bunde,
den Trold maatt' op fra Grunde.

27.
Op kom den Trold fra Grunde
med Hr. Vellemands Mø i Munde.

28.
Men ikke hans Brud alene,
han havde og baade hendes Søstre saa væne.

29.
"Hr. Vellemand, Vellemand, tag din Mø!
Du lad mig selv volde mit Vand under Ø.«

30.
"Saa gerne da vil jeg have min Mø,
men aldrig skalt du volde Vand under Ø." 

31.
Hr. Vellemand han sit Sværd uddrog,
Gud hjalp hannem, det han Trolden i Stykker hug.

32.
Han slog over sin Brud det Skarlagen smaa,
selv løfte han hende paa Ganger graa.  

33.
Han løfte hende selv til Ganger hvid:
"I rider nu, min Kærest, foruden al Kvide."

34.
Hr. Vellemand red sig under Ø,
 — Strengen er af Guld -
Saa drak han Bryllup med sin Mø.
Saa liflig legte han for sin Jomfru.

Russisk ikon. Skt. Georg og dragen.
Den kristne ridder Skt. Georg besejrer det ondes repræsentant, dragen, ved hjælp af Kristi ånd, symboliseret ved spydet, der danner en diagonal fra Kristus mod dragen.
I den mere folkelige tradition dræber han dragen for at redde prinsessen.


 

Folkeviser - mundtlig tradition  1200 - 1400

Folkeviserne blev digtet af omvandrende sangere, legere, til brug ved dans på herregårdene. - De er mundtligt overleverede fortællende digte. 
 

Nedskrivningstidspunkt - 1500 - 1600

Danseviser
Nedskrevet af adelsdamer i 1500 - 1600-tallet, da viserne ikke længere kunne tematisere adelens bevidsthedsliv.
Senere blev folkeviserne overtaget af almuen (fattige mennesker).
 

Folkevisernes renæssance i romantikken

For den tidlige romantik var folkeviserne historiske levn fra den "gloriøse guldalder"  og de blev brugt som skyts i nationalromantikkens og den senere epigonromantiks jagt på den nationalfolkelige identitet.
1800-tallets tidlige romantikere, f.eks. Oehlenschläger var begejstrede for for viserne og det er fra denne periode begrebet folkevise blev skabt. Nationalromantikkerne mente, at viserne var et udtryk for den nationale "folkeånd". Oehlenschläger skrev selv flere digte i folkevisestil.
 

Form

2 - eller 4-liniede strofer plus et omkvæd.
Rytmen er ikke fast, men retter sig efter indholdet ligesom i talesprog.
 

Fremstillingsform -sprog & dans

En forsanger - en leger rejser fra herregård til herregård. Her fremfører/synger han viserne enstemmigt og uden instrumentalledsagelse. Alle medlemmer af storgårdens adelsslægt danner en cirkel ved at holde hinanden i hænderne. De danser nu en simpel kædedans og synger folkevisens omkvæd, hver gang legeren er færdig med et vers.
 

Formelsprog frem for varieret sprog
Folkeviserne er fulde af faste, stereotype vendinger= formelsprog.
 
- eks.:
under Ø, den klare Vin, den brune mjød, Guld og Ære, hviden hånd, fugl på kviste   (Fugl på Kviste: se også Ebbe Skammelsøn)

Den oprindeligt mundtlige overleveringsform gør enderim, bogstavrim og en fast rytme (som regel en jambe = u -) og et fast formelsprog til de vigtigste sproglige byggesten i folkevisen.

Hvordan man kan huske, når intet er skrevet ned
De ovennævnte karakteristika gør det nemlig lettere for forsangeren, legeren (og de dansende) at huske stroferne.

Kollektiv digtning
Folkevisen er ikke skabt af en kunstner med stort Q, men er et udtryk for en slags kollektiv digtning. 
I denne forstand er folkevisen beslægtet med myten.

Morsekodeteknikken
Morsekodeteknik (Syrebadsteknik) - Individuelle kendetegn bliver sjældent beskrevet - kun det typiske står tilbage - personerne skildres som typer. Som en morsekode skildres dramatiske højdepunkter i punktform. Det er op til modtagerne, danserne at fylde afstanden mellem punkterne ud - at tolke "morsekoden".

 

Handlingsopbygning

Efter en kort slægtsrelateret introduktion af hovedpersonen, samles handlingen sig om en konflikt og dens afvikling.

1. Konflikten varsles
2. Konfliktfasen - (den længste del)
3. Konfliktløsning

Denne handling fortælles som i sagaerne med en overvejende ydre synsvinkel af en skjult objektiv fortæller.

Det er også værd at bemærke, at tidsafstanden mellem de enkelte strofer varierer. I begyndelsen og slutningen vil der ofte være en større episk afstand mellem mellem stroferne. Når handlingen intensiveres, bliver intervallet mellem stroferne betydeligt kortere.
Læg i denne sammenhæng især mærke tid de dramatiske højdepunkter, hvor visen går fra beretning til replik. (dækket direkte tale)


 

Virkelighedsforståelse - livssyn - slægtens betydning

 
Slægtens betydning
Slægtens beskyttelse/fortsættelse og kampen for retten til jord er de altafgørende akser for virkelighedsforståelsen i denne periode.

Slægtens vigtigste opgave er at passe på den jord og de ejendomme den ejer. Bevarelse og udvidelse af jord/ejendom er slægtens vigtigste opgave.  Ægteskaber indgås i forlængelse heraf som fornuftsægteskaber bestemt af slægtsoverhovedernes jordinteresser.

Kædedansens symbolske betydning
Kædedansens cirkulære bevægelser og faste dansetrin er i sig selv symbol på slægtens sammenhold - i modsætning til Ebbe Skammelsøn, der træder "saa mangen Sti vild."
Omkvædet synges af slægten under dansen. Den mantriske gentagelse af de samme ord  skaber en slægtskollektiv modtagelighed over for handlingen i visen. 

Det skæbne-manende omkvæd
Omkvædet kender allerede slutningen på handlingsforløbet og lægger derigennem op til en deterministisk forståelse af de oftest tragiske begivenheder, der fortælles/synges om.

Kædedansen set som en mandala
Cirklen er i følge psykologen C.G.Jung et urgammelt, arketypisk symbol på ro, helhed og uendelighed. Han kalder den symbolske cirkel for en mandala.

Folkedansens cirkelbevægelser kan således tolkes som en mandala, der skal holde "det onde" ude.
Den symbolske mandalacirkel, giver slægten en følelse af beskyttelse mod de udefra kommende farer.

Folkevisen som katharsis
Man kan også tolke samspillet mellem omkvædsritualet og de tragiske strofer som slægtens kollektive forsøg på at bearbejde eller forsone sig med de tidstypiske livsproblemer. Gennem folkevisen opnår slægten, på linie med publikum til de græske tragedier således en renselse = katharsis.

 

Socialt miljø

Storbonde og herremænd 
"Fødselsadeligt" miljø.
 

Inddeling af viserne efter emne/tid

1) Ridderviser
Omhandler adelens liv.
Jordbesiddelsen er grundlaget for slægtsnormerne og ridderviserne forholder sig realistisk/konkret til:
a) konflikter mellem slægtens interesser og det enkelte individ.
b) kærlighed mellem unge mennesker, der bringer uorden i slægternes magthierarki og interesser. Visen om "Ebbe Skammelsøn" berører både punkt a og b
c) Slægtsfejder - familiefejder
d) Slegfredsforhold: illegitime forbindelser og deraf følgende uægte børn
e) Stedmoderforhold

2) Historiske viser -
Fri gendigtning af historisk-politiske hændelser

3) Trylle- eller dæmonviser
Om overnaturlige magter, trolde, fabelvæsener, nøkker der griber ind i menneskers liv.

Nøkken
Den ofte i trylleviser forekommende dæmoniske nøkke introduceres altid i første strofe uden bestemmelse af hans slægtsforhold. Dette er set ud fra slægtens synspunkt det afgørende dæmoniske træk ved nøkken: man ved ikke hvem hans far=slægt er!

Nøkken set i lyset af konflikten mellem den gamle slægtsadel og den fremvoksende hofkultur

En historisk tolkning kan forstå "Nøkken" med al sin hofadelige pragt som et udtryk for en konflikt mellem den gamle kriger/fødselsadels normer og den opkommende hofadel.
Nøkken udgiver sig ofte for at være en hofadelsmand, der med sine fine vaner og manerer forfører den "uskyldige" landadelspige. Han kan således opfattes som en repræsentant for den moderne hofadfærds forstillelleseskunst. 
(Se endvidere Norbert Elias)

Den farlige erotik
Tryllevisen behandler ofte de erotiske konflikter i symbolsk form.
En psykologisk tolkning kan således se de overnaturlige magter som symbol på enten :
a) fortrængte drifter

og/eller

b) unge forlovelsesmodne menneskers lidenskaber der ikke stemmer overens med slægtens (jord)interesser.

Om forlovelsessituationen
Ofte ligger forlovelsessituationen og pubertetens indtræden på det samme tidspunkt. Selv om man ikke kan tale om nogen ungdomskultur på dette tidspunkt, vil overgangen fra barn til voksen og tilhørende de hormonelle forandringer gøre en ung mand eller pige uregerlig set ud fra slægtens synspunkt.

Den farlige forfører
Ukontrollable lidenskaber hvor en datter af en magtfuld adelsmand pludselig får "nøkker" og forelsker sig i en af familien ukendt og dermed ikke godkendt flot fyr er en for slægten farlig situation, der kan true dens overlevelse.
 
Broen som den symbolske overgang fra barn til voksen.
Ofte vil man i trylleviserne, som f.eks i Harpens kraft, finde en bro der symbolsk kan ses som den farefulde overgang fra barn til voksen og overgangen fra et hjem til et nyt. Under broen lurer dæmonen/trolden som i denne sammenhæng kan ses som de farlige, ukontrollable drifter, der truer den ægteskabelige lykke og dermed slægten.   (Se endvidere Willy Sørensen: Folkeviser og forlovelser, 1959)
 
Et forvandlingstema - den uundgåelige smertefulde forvandling
Uanset hvad Hr. Vellemand gør i Harpens kraft, kan han ikke afvende jomfruens skæbnebestemte møde med trolden og broen.  Hun skal i folkevisens univers igennem denne forvandling. Det gør altså ondt at udvikle at sig fra barn til voksen. 
 
4) Kæmpeviser
Om de hedenske helte og guder - ofte komisk behandlet.

ÆLDRE - YNGRE VISER
I beskrivelsen af miljøet kan man skelne mellem de ældre viser og de yngre.

1) Ældre viser:
Naturen er truende og fyldt af uhyggelige overnaturlioge væsener.
Mennesket er afmægtigt over for disse og bukker altid under.

2) Yngre viser:
Kongemagtens styrkelse skaber en hofkultur, der afspejler sig i
viseforfatternes interesse for  ydre pomp og pragt, bl.a. i form af detaljer i skildringer af klædedragten.
De unge adelsmænd forlader deres godser og opholder sig i stigende grad ved kongens hof.  
De overnaturlige væsener er ikke så farlige som før. Mennesket kan ved en moralsk indsats overvinde dem.
Også det erotiske skildres mere direkte end før. Den høviske(=hof) kultur afføder således et lettere og mere sorgløst livssyn.

Middelalderen:
Tiden mellem oldtiden og den "nyere tid"
Katolsk enhedskultur med latin som fælleseuropæisk dannelsessprog. Men sideløbende hermed opstår der en digtning på modersmålet.

Copyright Gunnar Mühlmann - Lektor